Fortsæt til indhold
Indland

Færre sætter sig op på cyklen, så nu sætter minister ind: »Jeg vil ikke lave en flot strategi på glitterpapir. Det her skal være ordentligt«

Dem, der benytter cyklen som transportmiddel, lægger mindre pres på klimaet, sundhedsvæsenet og har færre sygedage. Nu kan der være en skattefordel på vej til dem, der har hang til jernhesten.

Julie Lund Fisker

Hver morgen cykler 49-årige Lis Vinther Olesen de fem kilometer, der er fra hendes hjem i Vorup til arbejdspladsen CCL Label i Dronningborg lidt udenfor Randers. Det har hun gjort, siden hun blev ansat i virksomheden for 2,5 år siden.

»Jeg sætter stor pris på den fleksibilitet, det giver at cykle fremfor at tage bus eller bil,« siger Lis Vinther Olesen.

Hun er salgskoordinator i virksomheden, der er amerikansk ejet, men som fra filialen lidt uden for Randers producerer etiketter og mærkater til virksomheder verden over.

Som salgskoordinator kan det blive til mange timers stillesiddende arbejde i løbet af en dag, men for Lis Vinther Olesen og kollegaerne starter dagen med bevægelse.

Siden hun begyndte i virksomheden for 2,5 år siden, har hun hvert år stået i spidsen for at melde hende og kollegaerne til Cyklistforbundets motionskampagne ”Vi Cykler Til Arbejde”, der løber hele maj måned og udlover præmier til de virksomheder, hvor medarbejderne cykler mest.

»Jeg tog teten og meldte os til, fordi jeg syntes, det lød sjovt. Jeg var selv lige begyndt at cykle til arbejde og tænkte, at det var en god måde at komme ordentligt i gang og være fælles om en konkurrence,« siger Lis Vinther Olesen.

Men folk som Lis Vinther Olesen er der faktisk længere og længere imellem. For selv om vi i Danmark anser os selv som en decideret cykelnation – og at vi internationalt er anerkendt som en sådan – er hverdagscyklismen faktisk i strid modvind herhjemme.

Artiklens emner
Cykling
Sundhed