Knivstikkeri ved moské: Flere personer ført ud af moské i håndjern
Området ved en moské på Dortheavej er spærret af, fordi politiet efterforsker et knivstikkeri.
Københavns Politi er tidligt lørdag morgen til stede ved en moské på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter efter et knivstikkeri.
Det oplyser Lasse Michelsen, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.
I forbindelse med knivstikkeriet er en mand kørt til behandling på sygehuset. Politiet oplyser lørdag morgen klokken 08.22 på det sociale medie X, at manden er uden for livsfare, men stadig modtager behandling.
Anmeldelsen om et knivstikkeri modtog politiet klokken 04.46.
»Der er ikke noget, der indikerer, at episoden er banderelateret. Men vi efterforsker stadig bredt og udelukker intet,« siger Lasse Michelsen til Jyllands-Posten.
Ifølge Ekstrabladets mand på stedet er et tocifret antal personer blevet ført ud ad moskéen i håndjern og dna-dragter.
Af hensyn til den igangværende efterforskning ønsker Lasse Michelsen over for Jyllands-Posten ikke at lægge sig fast på et antal, men bekræfter, at der er anholdte.
»De anholdte er alle truffet i forbindelse med efterforskningen,« tilføjer vicepolitiinspektøren.
Tidligere lørdag morgen lød meldingen fra Lasse Michelsen til Ritzau, at politiet har iværksat en omfattende efterforskning.
»Det er et stort sted. Vedkommende blev fundet uden for moskéen, men vi har grund til at tro, at det har relation til selve moskéen,« lød det fra vicepolitiinspektøren.
»Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der er sket derude. Det ved vi ikke - også i og med, at det er sket her om natten. Men vi efterforsker bare bredt lige nu, og det er også derfor, vi er så massivt til stede derude,« lød det fra Lasse Michelsen lørdag morgen.
Københavns Politi er opmærksom på, at politikeren Rasmus Paludan opholdt sig på Dortheavej fredag, hvor han ifølge en Facebook-video var på arbejde som journalist for Frihedens Stemme. I den forbindelse var politiet også til stede.
»Vi har ikke noget, der indikerer, at knivstikkeriet skulle have en forbindelse til Rasmus Paludan og den bevægelse, der demonstrerer derude med jævne mellemrum,« siger Lasse Michelsen til Jyllands-Posten.