Her er vinderne af Årets Pressefoto 2023
Fredag blev vinderne af Årets Pressefoto offentliggjort. Se vinderne her.
Vinderne af ”Årets Pressefoto 2023” er fredag blevet kåret ved en stor prisfest i Den Sorte Diamant i København.
Udvalgte fotografier fra konkurrencen kan ses på selv samme sted fra den 2. marts til den 10. april på en særlig udstilling til anledningen.
Se vinderbillederne her:
Vinder af Årets Pressefoto 2023 er Christian Falck Wolff, DMJX/Politiken
For et billede af sammenstød mellem politi og klimaaktivister i landsbyen Lützerath i det vestlige Tyskland.
Juryen skriver:
»Årets Pressefoto er både det bedste billede og den vigtigste historie – og det bedste billede på den vigtigste historie. Det er simpelthen billedet på den kamp, som vi udkæmper globalt i disse år. Vi har længe vidst, at klimaforandringerne er svære at fotografere. Men de er ikke længere noget, vi taler om, som kommer til at ske en dag – nu er de her! Og klimaet er reelt blevet en kampplads, især mellem generationerne, for det er de unge, der tager kampen. Dét kan man til gengæld fotografere, hvilket fotografen har gjort med et fantastisk billede i mange lag.«
Vinder af Årets Pressefotograf er Anders Rye Skjold, Dagbladet Information
For en portfolio på fem billeder fra året, der er gået. Fra en skov i Camerouns, fra et fængsel i Nyborg, fra oversvømmelser i Senegal, fra Kivsharivka nær frontlinjen i Ukraine og fra en vandkant med udsigt mod drømmen om Europa.
Juryen skriver:
»Denne fotograf kan både fotografere i ind- og udland og har helt tydeligt været ude at rejse en hel del i det forgangne år. Fotografen har en stærk og vedholdende stemme, er dygtig til at komponere sine billeder og til at fortælle historier. Han kan læse situationer og formår at fastholde dem i billederne uden selv at forstyrre for meget. Hele kollektionen har et højt niveau, hvor hvert enkelt billede rummer en stor og vigtig historie på trods af, at alt er roligt og meget poetisk fortalt, og flere af billederne er lidt tomme. Alle fortællingerne er vigtige og ingen er overfladisk berørt.«
Vinderen af Årets Nyhedsbillede i Danmark er Mads Nissen, Politiken
For billedet af oversvømmelser ved Roneklint nær Præstø efter en stormflod i oktober.
Juryen skriver:
»Årets vinderbillede omhandler en historie, der peger fremad – desværre. Det er nok den danske nyhed, vi har hørt mest om i 2023, for det blev det vådeste år, som nogensinde er målt i Danmark. På grund af overblikket, forstår man omfanget af katastrofen meget hurtigt. Det er lige før, man ser fiskene svømme i haven. Huset ligger lige der i midten som en klods og er et godt fikspunkt, mens man alligevel søger rundt i billedet og henter flere informationer. Det er usentimentalt, det er registrerende – det er dokumentation. Fotografiet bliver med sin rolige insisteren også en konstatering af tingenes tilstand: Sådan er det nu, væn jer til det!«
Vinder af Årets Nyhedsbillede udland er Christian Falck Wolff, DMJX/Politiken
For en serie af billeder af sammenstød mellem politi og klimaaktivister i landsbyen Lützerrath i det vestlige Tyskland.
Juryen skriver:
»Dommerne var med det samme begejstrede for denne vinderserie, som de betegnede som virkelig flot og ligefrem lækker. De mente, at den skilte sig helt tydeligt ud, og er en stærk serie. Det ligner et ridderslag fra middelalderen, med heste og folk til fods. Til forskel for mange andre serier indeholder denne her ikke for mange billeder, for den er godt løst og sat godt sammen, så man hele tiden har lyst til at se det næste. Faktisk ville dommerne gerne have, at den fortsatte, så de kunne se endnu flere billeder.«
Vinder af Årets Portræt Enkeltbillede er Linda Kastrup, Berlingske
For et portræt af en jødisk kvinde i Danmark, der fortæller om at være jøde efter den 7. oktober.
Juryen skriver:
»Årets vinderbillede er fuldstændig stilrent, og der er et helt mageløst lys. Æstetikken er malerisk får tankerne hen på Vermeer og viser, hvad et billede kan med ro og bare et enkelt blik. Kvindens udtryk minder til gengæld mere om Mona Lisa, for hun fremstår modig, men ser også på fotografen med en vis underliggende mistro. Man føler, at man bliver taget med ind i et stærkt, men uroligt sind. For det er ikke bare utroligt smukt, det rummer også en vigtig historie. Kvinden virker ikke helt sikker på, om hun vil fotograferes og stiller sig frem i en sårbar situation, der får hende til at fremstå både stærk og usikker på samme tid. «
Vinder af årets portrætserie er Sigrid Nygaard og Emil Ryge, Dagbladet Information
For en serie af kvinder, der fået foretaget en abort, i anledning af 50 året for frigivelsen af aborten i Danmark.
Juryen skriver:
»Denne serie består af en række monumentale billeder. Fotograferne har bevidst valgt dette stilistiske greb for at gøre selve historien mere synlig. Wet plate-teknikken skaber nemlig uperfekte billeder på den gode måde, og her handler historien bag portrætterne netop om at acceptere fejl. Dommerne mente, det dette er den vigtigste historie i kategorien, og at wet plate-fotografierne på bedste vis understreger de helt almindelige kvinders fortællinger. Det er et format, hvor man giver sig tid i processen, og som kræver fordybelse, for det kan ikke laves på et stativ på 30 sekunder. Man gør samtidig emnet historisk relevant, fordi man med udtrykket sætter det ind i en sammenhæng.«
Vinderen af Årets Reportage Danmark er Asger Ladefoged, Berlingske
For et billede i serien om iltsvind i de danske farvande.
Juryen skriver:
»Dette projekt, mente dommerne, er den vigtigste fotojournalistiske historie i mange, mange år. Historien om den døde havbund har ligget lige for næsen af os længe, og de fleste havde nok ikke troet, at den ville være visuel. Men netop det faktum, at det er tomme, døde billeder, er præcis hele historien! Serien med de næsten ens billeder er så ligetil og samtidig så vigtig, fordi det er virkeligheden nu. Og den eneste måde, vi kan vise det på, er ved at kravle i en våddragt, hoppe i vandet, og fotografere det, de fleste af os ikke vidste, var så slemt. Men nu ved vi, takket være denne serie, at det er sådan her, det ser ud i de danske farvande.«
Vinder af Årets reportage udland er Rosaline Ben-Baruch Lange, DMJX
For en serie om rumænske hekse, der er blevet populære via de sociale medier.
Juryen skriver:
»Juryen var charmerede af denne serie fra Rumænien, og de nød at se nogle udskammede kvinder tage ejerskab og vende modgang til en økonomisk fordel. Serien er meget flot lavet, og historien bryder med vores fordomme om romaerne og om, at det altid er synd for dem. Her kan de for en gangs skyld stå frit frem og være stolte af deres arv, som er alt det, de ellers udskammes for. De kan samtidig tage ejerskab over deres skæbne, og anerkendelse af et mindretals kultur ligger meget i tidsånden.«
Vinder af Årets Sportsfoto er Axel Emil Hammerbo DMJX/Ekstra Bladet
For et billede af wrestleren Carlos Zamora, også kendt som El Guapo.
»Da dommerne skulle vælge en vinder, tænkte de rigtig meget over kategoriens præmis om, at det skal være action. De ville gerne honorere en fotograf, som mestrer denne særlige disciplin og er dedikeret til den. Det mente de, at de fandt i dette intense og enkle billede, hvor netop det præcise øjeblik er fanget. Sport handler om at vinde, og her har vi sejrsbrølet. Publikum, hans modstander og alt andet er uden betydning lige her, for det er hans øjeblik lige nu.«
Vinder af Årets TV-portræt er Stine Bidstrup, Jyllands-Posten
For hendes portræt af den 14-årige Alba, der er racerkører.
Du kan se videoen og den tilhørende artikel her:
Juryen skriver:
»Dommerne var ret betagede af vinderportrættet og fotografens arbejde. De lagde mærke til, at fotografen har forsøgt at fortælle historien gennem billederne og klipningen som f.eks. montagen i starten, og de syntes godt om valget af at udelade speak. Teknikken sidder måske ikke lige i skabet, og fotografen har måske heller ikke helt lagt sig helt fast på sin æstetik endnu. Til gengæld udviser hun en stærk intuition og sans for at fange alt det, der fortælles mellem linjerne. Det er en fotograf, som er opmærksom på mange forskellige situationer og forstår, at historien ofte ligger i udvekslingen mellem mennesker. Rutinen kan komme med tiden, og dommerne ser et stort potentiale i denne fotograf og opfordrer hende til at stole på sit materiale og blive ved med at lave video.«