Mere sne på vej til Nordjylland
Vejdirektoratet er ved at være »godt trætte« af vintervejret. Sammen med DMI advarer de om, at man bør være særligt opmærksom på to ting forud for vinterferien.
I løbet af det seneste døgn er der faldet mellem 10 og 15 cm sne i Nordjylland, nærmere bestemt i områderne omkring Aalborg, Nordthy og Vendsyssel.
Og det er langt fra slut med vinter og snevejr for denne gang, lyder det fra vagthavende hos DMI, Henning Gisselø.
»I løbet af formiddagen vil snevejret fortsætte i Nordjylland. I løbet af i morgen eftermiddag falder der regn i den sydligste del af landet, og kommer du lidt længere nord på, får de nok mere sne,« siger han.
Overalt i landet er der faldet meget nedbør, hvilket betyder, at de fleste, der planlægger at køre på vinterferie, bør være særligt opmærksomme på to ting.
Både Vejdirektoratet og DMI advarer nemlig mod glatte veje og snefygning.
Vejene kan snyde
Ifølge vagthavende hos Vejdirektoratet Lasse Andersen, kan det være svært selv at vurdere, hvor glatte vejene er, når man kører bil i det kolde vejr.
»Vi salter, fejer og gør, hvad vi kan, men selv om vejene ser fine og saltede ud, så kan det snyde. Derfor er det stadig vigtigt, at man kører forsigtigt, selv der hvor vejene ser fine ud« siger Lasse Andersen.
Ifølge DMI vil temperaturen i Nordjylland ligge lige omkring frysepunktet resten af weekenden, hvilket betyder, at det vil være »enormt glat«, når sneen bliver kørt sammen.
»Der er også vindmeldinger på Storebæltsbroen og Vejlefjordbroen. På mange motorveje, der ligger tæt op ad marker, er der derfor risiko for snefygning,« siger Henning Gisselø.
DMI påpeger, at blæsevejret især vil ramme Vendsyssel. Derfor er det særligt her, bilister skal være opmærksomme på snefygning.
Hos Vejdirektoratet er man ved at være »godt trætte« af vintervejret.
»Vi glæder os virkelig til, at det er overstået,« siger Lasse Andersen.