Forsker: Disse mænd får hjælp, men dør alligevel af fortvivlelse

I Danmark bryster vi os af det. Uhyre sjældent falder mennesker gennem det net, som vores velfærdssamfund har spændt ud. Hvis folk bliver syge, får de behandling, hvis de ikke kan arbejde, kan de få pension før tid. Særligt én bestemt gruppe bliver dog hængende i dyndet, viser ny forskning.

Også i Danmark eksisterer fortvivlelsesdødsfald, et begreb, der er opstået i USA, hvor en stor gruppe af befolkningen dør tidligt. Ofte midaldrende, dårligt uddannede mænd, der drikker, er stofmisbrugere og begår selvmord. Derovre kalder de tendensen death of despair, på dansk fortvivlelsesdødsfald på baggrund af en tilværelse med risikoadfærd, selvmedicinering og manglende egenomsorg.

I Rockwool Fonden har forskningsprofessor Signe Hald Andersen stået for et projekt, der har set nærmere på fortvivlelsesdødsfald i Danmark. 12 pct. af alle dødsfald i aldersgruppen fra 25 til 64 år skyldes druk, stoffer eller selvmord. Særligt slemt står det til for de midaldrende mænd. I denne gruppe findes mere end hvert andet fortvivlelsesdødsfald.

Efterladt på perronen

Hvad viser jeres forskning?

»Vi har fokuseret på de udsatte borgere, der får mange velfærdsydelser i forvejen – blandt andet førtidspension. Tidligere har Rockwool Fonden vist, at mænd i den laveste indkomstkvartil har en overdødelighed før pensionsalderen i forhold til andre befolkningsgrupper. De andre gruppers overdødelighed har været faldende. De bliver ældre. Hvis vi sammenligner på den måde, er der nogle, der bliver efterladt på perronen. Vi har et samfund, hvor vi bliver sundere og ældre, men nogle grupper hænger fast i dyndet, og det interessante er, at det er en gruppe, der i forvejen er en del af vores velfærdsstat. Vi har dem allerede i vores varme favn, men deres liv ender for tidligt af årsager, der afspejler en tilværelse, der har været vanskelig.«

Kan velfærdsstaten kan ikke hjælpe nok?

»Vores studie kan ikke vise, hvad der ville være sket, hvis de ikke havde været en del af systemet, ikke havde fået pension og ikke fået behandling på hospitalet. Men vi kan konstatere, at der er udsatte borgere, der får den hjælp, vi gerne vil give, men vi kan stadig ikke forhindre denne type dødsfald blandt disse mennesker.«

Hvad skal man stille op?

»Det interessante er, at det ikke er dødsfald, der sker pludseligt. Det er mennesker, for hvem livet begynder skævt. Den hjemløse foran Føtex blev jo ikke bare hjemløs i går. Vi har tidligere vist, at de mennesker, der modtager mange velfærdsydelser, også tidligt i deres liv har været udsatte. Vi er også begyndt at se på, hvordan det går tilbage i generationer. Disse mennesker er også børn fra udsatte familier. Der er udsathed, der strækker sig over hele livet, men også i flere generationer tilbage. Hvor skal man så begynde? Meget forskning har vist, at vi er nødt til at begynde med de første 1.000 dage af livet, for kan vi tage fat på det tidspunkt, kan vi måske forhindre disse livsforløb. Også i teenageårene er mennesker modtagelige over negative og positive input for deres omverden. Hvis livet er startet skævt, kan man rette op i den periode.«

Hvad ligger der i begrebet fortvivlelsesdødsfald?

»Det er vores bedst mulige oversættelse af death of despair fra USA. Pointen er, at det er dødsfald, der afspejler et liv levet i udsathed og risiko og manglende egenomsorg. Når man drikker for meget, tager stoffer og ender med at begå selvmord, kommer det af noget. Det afspejler ofte større problematikker.«

Sammenligning med New Zealand

Er det første gang, der kastes lys over den form for dødsfald i Danmark?

»Ja, det mener vi. Det er en stor diskussion i amerikansk sammenhæng, og derovre stammer en del af problemet fra misbrug af opioider, som er endt som en hel epidemi. Vi ville se, om der findes såkaldte fortvivlelsesdødsfald i Danmark. Vi har sammenlignet med New Zealand. Meget af snakken i USA er koblet op på, at det er et land uden et socialt sikkerhedsnet. De har ikke en velfærdsstat som i Danmark og i New Zealand.«

Hvordan står Danmark i forhold til New Zealand?

»Vi har flere fortvivlelsesdødsfald end New Zealand i de udsatte grupper. Det har vi spekuleret meget over årsagen til. New Zealand havde i 1980’erne en relativt omfattende velfærdsstat, men de lavede siden en anden model, hvor man rullede flere tiltag tilbage. Men de har stadig en relativt omfattende velfærdsstat. Vi kunne se, at der var færre af disse dødsfald blandt de udsatte grupper. Der er andre forhold i New Zealand, der kan gøre sig gældende. Derovre er der en langt større forekomst af selvmord blandt unge, og det betyder at dem, der kunne ende med at være udsatte, er faldet tidligt fra. Vi har dog ikke undersøgt det forhold nærmere.«

Hvad sker der nu med jeres forskning?

»Vi vil gerne brede det ud. Mænd er altid blevet betragtet som en privilegeret del af samfundet, men der er en gruppe af mænd, der er en gruppe af dem, der har det vanskeligt. Men når man snakker om vanskeligheder blandt mænd, falder diskusssionen tilbage på, at det er mændene, der sidder på magten, har de fleste bestyrelsesposter og den slags. Og i den diskussion er der et manglende blik for, at der er en meget stor spredning hos mændene. Der er en gruppe, som har det virkelig skidt. Og hvor de virkemidler, vi har som samfund, ikke henvender sig tilstrækkeligt til denne gruppe. Et er de udsatte mænd, der klarer sig skidt, det er også drenge i folkeskolen, ungdomskriminalitet, mistrivsel osv. I den debat om mistrivsel er der utrolig stort fokus på unge kvinder, men de stigninger, vi har set i andelen af dem, der har det skidt, er lige så stor hos de unge mænd. Men det taler vi ikke om. Mændene er udsatte, selv om mange mænd også klarer sig godt.«