»Jeg vil ikke nævne dem ved navn her. Men jeg har selvfølgelig nogle sager«
Politiets nye metode har store fremtidsperspektiver, mener en tidligere efterforskningschef og leder for Rejseholdet.
»Der er ingen tvivl om, at det her vil føre til opklaring af sager, som ellers ikke ville være opklaret.«
Sådan siger tidligere efterforskningschef og leder af Rejseholdet Bent Isager-Nielsen om den metode, der har ført til et gennembrud i efterforskningen af en 34 år gammel mordsag.
Natten til den 1. januar 1990 blev den 23-årige prostituerede Hanne With dræbt i sin lejlighed på Nørrebro i København. Siden har sagen været uopklaret.
Men onsdag kunne Københavns Politi fortælle, at det har anholdt og sigtet en 53-årig mand for mordet.
Og ifølge Bent Isager-Nielsen vil metoden, som politiet brugte, kunne føre til opklaringen af flere uopklarede mord. Sager, som Bent Isager-Nielsen stadig tænker på i dag.
»Jeg vil ikke nævne dem ved navn her. Men jeg har selvfølgelig nogle sager, hvor jeg tænker: ”Hold da op. Her ville det være godt at bruge det”.«