Efterskole hjælper unge med at stoppe med snus
Snus er en blevet en del den brede ungdomskultur, og antallet af afhængige unge stiger. På Dejbjerglund Efterskole i Skjern går forstanderen Kjeld Christiansen langt for at afvænne de unge.
Første gang han så den lille, hvide pose på sin søns værelse, troede han, at det var heroin. Kjeld Christiansen var i panik, indtil han fandt ud af, at det bare var tobaksfri snus.
Siden har forstanderen på Dejbjerglund Efterskole med egne øjne set, hvordan snusen har gjort sit indtog i ungdomskulturen. Og hvor svært det er for de unge at blive kvit med afhængigheden af de små poser, der indeholder store doser nikotin. I et afsnit af Kontant sætter DR og Kjeld Christiansen fokus på unges brug af snus.
»Det starter som et uskyldigt eksperiment eller forsøg. Men de bliver hurtigt så vanvittigt afhængige af det her. Vi har set elever, der tog 15-18 stykker snus om dagen,« siger Kjeld Christiansen.
I dag anvender Kjeld Christiansen en »striks« metode til at hjælpe de unge ud af snusafhængighed, der er baseret på »respekt« for de unge men en »nultolerance« over for snus. Og noget tyder på, at den virker.