Medierne må nu i højere grad skrive om selvmord - og det kan få betydning for antallet
Professor og psykiater Merete Nordentoft tror på, at mere og rigtig fokus på selvmord i pressen kan få selvmordstallene ned.
I mange år har det været god presseskik, at medierne ikke omtalte selvmord, medmindre det havde klar offentlig interesse.
Sådan er det ikke mere, og det vækker begejstring hos både en ekspert, udvalget bag ændringen og mennesker, der har mistet en til selvmord.
En arbejdsgruppe med repræsentanter fra TV2, DR, Danske Medier og Dansk Journalistforbund står bag opdateringen af de presseetiske regler. Gruppen har bl.a. ændret reglerne for mediernes omtale af selvmord, der trådte i kraft ved årets begyndelse.
Tidligere var det:
»Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.«
Nu er det ændret til:
»Hvis selvmord eller selvmordsforsøg omtales, skal der tages størst muligt hensyn.«
Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund var med i arbejdsgruppen og fortæller, at der er flere årsager til ændringen.
»Center for selvmordsforskning har anbefalet en ændring, da forskning viser, at det ikke er skadeligt at omtale selvmord, hvis det gøres på en hensynsfuld måde. Samtidig har der været en udvikling i samfundet, hvor vi i højere grad er begyndt at tale om de svære ting, og den udvikling skal også afspejles i medierne, så vi ikke er med til at fastholde et tabu, men i stedet finder et fælles sprog for det svære,« siger hun.
Tine Johansen har efter ændringen fået flere henvendelser fra efterladte efter selvmord, der har ventet på en ændring, fordi de har haft en oplevelse af, at mediernes manglende omtale af selvmord har været med til at tabuisere det.
Det har netop været af hensyn til de efterladte og for ”smitteeffekten” – det at omtale af selvmord kan føre til flere – der har ligget til grund for tidligere regler, fortæller hun.
»Medierne har måske i misforstået hensyntagende i alt for mange år været med til at tabuisere selvmord, derfor er jeg virkelig glad for, at vi har fået ændret selvmordsbestemmelsen, og at det efterfølgende er blevet modtaget positivt, det er rigtig vigtigt,« siger Tine Johansen.
Ændring vækker begejstring hos Merete Nordentoft, psykiater, professor og forsker inden for selvmordsforebyggelse. Hun mener, at hensynsfuld omtale af selvmord i medierne kan have en positiv effekt.
»Jeg går ind for, at det er et problem, vi tør tale om for at sætte fokus på det. Jeg tror, at mere opmærksomhed kan føre til færre selvmord,« siger hun.
Samtidig er det et fænomen, at omtale af selvmord kan føre til flere, derfor skal der være fokus på, hvordan man skriver om det. Her er især to ting væsentlige, fortæller Merete Nordentoft.
At man ikke skriver detaljeret om metoder til at tage livet af sig selv, der kan risikere at sprede sig. I stedet er det vigtigt, at mediedækning giver håb. At pressen bidrager til, at flere søger hjælp og bliver opmærksomme på, hvordan man kan få hjælp.