Otte store dåser hønsekød og en powerbank skal sikre, at Dahlberg kan holde skansen i en krise
Kommer det til en krise, er familien fra Esbjerg klar. Men beredskabseksperten tvivler på, at Danmark er. Hans forskning har afdækket mangler i det danske beredskab, som kan komme på prøve, hvis Danmark bliver ramt af angreb.
15 pakker pasta. Otte store dåser gryderet med hønsekød, flåede tomater og 30 liter vand. Rasmus Dahlberg mener nok, at han kan klare sig nogle dage. Kælderen på Carit Etlars Allé i Esbjerg er propfuld. Ikke kun af forråd, men også skitøj, julepynt, en kasse med arvestykker, en stor powerbank og en lille håndsvingsradio, som er tunet ind på Danmarks Radio og også har en indbygget lommelygte.
Ud over at være en af Danmarks førende eksperter i beredskab og sikkerhed, leder af Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet, er Dahlberg også forberedt på lidt af hvert. Nogen vil kalde ham en prepper, men sådan titulerer Dahlberg sig ikke. Hans lager er ikke opbygget for hans egen skyld. Men for samfundets skyld.