Historien om fiskefileterne, der slet ikke er fiskefileter
Er det snyd, når Rema 1000 sælger fiskefileter, som er lavet af hakket fisk fra tre slags fisk? En klagesag har fået både den ene og den anden afgørelse. I JP’s køkken er der ingen tvivl.
Der er tæt på oprørsstemning i Jyllands-Postens kantinekøkken, da posen med de frosne fiskefileter bliver åbnet, og kokkene undersøger og lidt efter smager på de fem fiskefileter til 34,95 kr.
De er ens i størrelse og form. På emballagen står der »Panerede & ovnklare fiskefileter« med store bogstaver – og med mindre skrift: »sammensat af stykker af fisk fra bæredygtigt fanget torske-, mørksej- og rødspættefileter«.
»Det her er snyd,« lyder det fra kantinechef Karsten Mikkelsen.
På det tidspunkt har Fødevarestyrelsen endnu ikke skiftet mening.