Fortsæt til indhold
Indland

Ekspert: Derfor kan der gå flere år mellem, at en serieforbryder slår til

En tidligere drabschef og leder af politiets rejsehold forklarer, hvad der driver en serieforbryder, og hvorfor der ikke er mange eksempler på seriemordere i Danmark.

Der er nogle oplagte grunde til, at politiet gerne vil fange en forbryder så hurtigt som muligt.

Én af dem handler om den følelse, der kan opstå inde i hovedet på den, der har begået forbrydelsen.

»I første omgang er serieforbryderne sikre på, at de bliver fanget og holder typisk igen i forhold til at begå flere forbrydelser. Men hvis de slipper afsted med det, kan der gå kortere tid mellem de næste forbrydelser, fordi de begynder at udvikle et mønster,« siger Bent-Isager Nielsen, der er tidligere drabschef og leder af politiets rejsehold.

Bent Isager-Nielsen skynder sig at slå fast, at han taler i generelle vendinger. Han udtaler sig dermed ikke om den sag, der vakte fornyet opsigt mandag middag.