Fortsæt til indhold
Indland

Kunstig intelligens skræmmer: Men ved optikeren følger den kunstige hjerne med

Kunstig intelligens breder sig i hverdagen. Men en undersøgelse viser, at danskerne er bekymrede, hvis firmaer og offentlige institutioner bruger den kunstige hjerne til at hjælpe med at afgøre en klage over en parkeringsbøde, tildeling af plads i vuggestuen eller diagnosticering af sygdom.

I 1983 hackede en dreng det amerikanske militærs computere, der havde kontrollen over atomvåbnene. Computerne overtog magten, og verden var på randen af atomkrig.

Året efter gik en robot amok, da den forsøgte at finde og dræbe en vigtig kvinde.

Begge scenarier er heldigvis fra film. Den første ”Wargames”, den næste ”Terminator”.

Fælles for filmene var, at det var teknologien, der tog beslutningerne på vegne af mennesket.

40 år senere begynder kunstig intelligens med stor hast at kravle ind i vores samfund, og nu er der noget, der tyder på, at danskerne er lige så skeptiske over for teknologien som for 40 år siden.