Fortsæt til indhold
Indland

Lave temperaturer over hele landet: »Man skal være yderst varsom«

Efter en uge præget af sne og storm har særligt lave temperaturer nu gjort indtog.

Vejdirektoratet advarer om risiko for sne- og isglatte veje i hele landet søndag.

»Man skal være yderst varsom alle steder,« siger vagthavende i trafikovervågningen Kenneth Andersen.

Særligt slemt står det til i Østjylland, hvor Vejdirektoratet oplever de største udfordringer med sammenkørt sne og is på kørebanen.

Søndag formiddag arbejdes der på at fjerne fastkørt is på strækningen mellem Ejer Bavnehøj og Aarhus.

»Skal man ud og køre i dag, så kør i god tid, kør efter forholdene og sæt farten ned. Medbring eventuelt en skovl, nogle tæpper og mad og drikke til, hvis uheldet skulle være ude,« siger Kenneth Andersen.

Salt mister effekt

Arbejdet med at rydde vejene er udfordret af graden af den kulde, der har ramt landet.

Salt begynder nemlig at miste effekten omkring otte minusgrader, og det betyder, at der skal mere salt til at fjerne sne og is. Ved 21,1 minusgrader stopper salt helt med at have nogen effekt.

Derfor opfordrer Vejdirektoratet til, at man kører forsigtigt, selvom man kan se, at sneplove og saltspredere er ude for at rydde vejene.

I nærheden af Hjørring og omkring Sabro i Østjylland har DMI målt temperaturer helt ned til 20 minusgrader natten til søndag, mens f.eks. Bonholm har det mildere, men til gengæld må døje med nye snebyger.

Uheld i Midtjylland

Sent lørdag aften skete der to uheld i Midt- og Vestjyllands politikreds, som sandsynligvis var grundet det glatte føre. Det skriver TV Midtvest.

Det ene uheld skete nord for Herning, hvor to biler kørte sammen på Ilskovvej. Ingen af de involverede kom slemt til skade i forbindelse med uheldet.

Kort tid efter skete der et uheld uden personskade på Silkeborgmotorvejen i nærheden af Søholt.

»Det er virkelig glat derude, så tag nu og pas på,« sagde vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest lørdag aften.

Artiklens emner
Vejret
Trafik