DMI udvider vejrvarsel om snestorm
Der er snestorm på vej mod det nordlige og østlige Jylland, mens mere sydlige egne kan kan få omkring en måneds nedbør på et døgn.
Varslet om »farligt vejr« fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er tirsdag aften blevet udvidet, så det efterhånden gælder det meste af Jylland og Sjælland.
I Jylland gælder varslet om farligt vejr, fordi snestormen ifølge de seneste prognoser vurderes at omfatte hele Jylland ned til Sydjylland.
Der kan falde op til 72 cm sne i det østlige Jylland, hvor sneen bliver kraftigst. De største snemængder ser ud til at falde i området omkring Skanderborg.
I den nordlige del af Jylland viser prognosen 30 til 40 cm sne, mens det østlige Jylland kan få mellem en halv meter og 70 cm sne frem til onsdag eftermiddag.
Temperaturen ventes at ligge omkring frysepunktet, så noget af sneen vil smelte igen, men fra onsdag eftermiddag og frem til torsdag aften vil sneen falde ved temperaturer under frysepunktet, skriver DR.
Også Nordsjælland kan få snestormen at mærke, dog af mildere karakter end i Jylland.
På Sjælland og Lolland-Falster gælder varslet om farligt vejr, fordi kraftig regn, i alt 50-80 mm, forventes at ramme området.
Beredskabet er klar
Omkring 1.800 beredskabsfolk vil være på vagt de kommende døgn landet over for at kunne håndtere det voldsomme vejr.
»Vores folk sover med støvlerne på de næste par døgn,« siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef for Danske Beredskaber, som er en sammenslutning af alle de kommunale beredskabsenheder, i en pressemeddelelse.
Ud over de 1.800 på vagt er en reservestyrke på næsten 8.000 mand klar, hvis behovet opstår, lyder det.
Bjarne Nigaard opfordrer borgere i oversvømmelsestruede områder til at sikre sig bedst muligt forud for uvejret.
Eleverne på flere nordjyske gymnasier skal blive hjemme onsdag, når snestormen for alvor rammer.
Hjørring Gymnasium har valgt at give eleverne en ekstra fridag og holder helt lukket. På Frederikshavn Gymnasium og Brønderslev Gymnasium bliver undervisningen virtuel, skiver TV2 Nord.
Aalborg Kommune har opfordret alle borgere til at arbejde hjemme eller eventuelt tage en fridag onsdag pga. snestormen.
Trafikken påvirkes
Snestormen onsdag påvirker togtrafikken på flere strækninger især i Nord- og Midtjylland, oplyser Banedanmark.
»Banedanmark er forberedt til snestorm sammen med jernbanevirksomhederne. Vi følger altid DMI’s vejrprognoser, og når vinteren viser tænder, er vi klar med opvarmede sporskifter og kolleger, der kan fjerne de op til 15 kg tunge isklumper, der sætter sig fast i sporskifterne,« siger områdechef i Trafik, Nicolai Smidt Siigsgaard.
Disse togstrækninger påvirkes:
- Århus-Langå-Viborg: Der indføres timedrift.
- Struer-Thisted: Normaldrift.
- Herning-Struer: Der indføres timedrift.
- Struer-Langå: Der indføres timedrift.
- Århus-Ålborg/Ålborg Lufthavn: Lyntog aflyses, mens IC-togene kører. Der kører ingen tog fra Ålborg og ud til Ålborg Lufthavn.
- Strækningerne på Nordjyske Jernbaner: Der indføres timedrift.
- Strækninger på Midtjyske Jernbaner: Normaldrift.
Desuden blev mindre færgeruter tirsdag aflyst på stribe på grund af den varslede storm og kraftige vind, som allerede nu blæser.
Det drejer sig blandt andet om hurtigfærgen Lilleøre, der sejler mellem Aarhus og Samsø. Her er sejladsen aflyst tirsdag og onsdag med risiko for at aflysningerne vil vare ved torsdag også, oplyser Samsø Rederi. Hou-færgen til Samsø sejler dog stadig.
I Nordjylland er ruterne fra Hirtshals til Kristiansand og fra Larvik til Hirtshals indstillet, skriver TV 2 Nord.
Forstå de mest interessante aktuelle dagsordener i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.