Fortsæt til indhold
Indland

Thomas Helmig kiggede på hende og fik tårer i øjnene. »Hvis der fandtes en telefon op til himlen,« startede hun.

I et nyt DR-program interviewer en gruppe journalister fra TV Glad kendte danskere. Sanger og musiker Thomas Helmig lagde ud, og han blev rørt flere gange – især da et personligt digt blev læst højt.

»Hvis der fandtes en telefon op til himlen, ville jeg fortælle dig om alt det smukke, der er i livet.«

Allerede inden Sumer Mansoor tog mikrofonen i hånden, havde Thomas Helmig tårer i øjnene.

Sumer Mansoor er journalist ved mediet TV Glad, og i forbindelse med et nyt DR-program læste hun et digt højt for sangeren i bedste sendetid.

For som Thomas Helmig, der i fjor mistede sønnen Hugo Helmig, har hun for nylig mistet en, som stod hende meget nær. Derfor håbede hun, at digtet ville hjælpe hovedpersonen – og andre, der står midt i sorgen.

»Jeg skulle læse mit digt op for Thomas Helmig, og det var mega rørende. Han blev rørt til tårer,« siger Sumer Mansoor om oplevelsen til TV Glad.

For et år siden mistede hun sin bedste ven, Martin. Han betød alt for hende, og det har hun skrevet et digt om. Et digt om at miste, savne og håndtere en umættelig sorg.

Efter sin oplæsning forærede hun digtet til Thomas Helmig, og han kvitterede med flere rosende ord og et stort kram. Det var tydeligt, at ordene ramte noget.

»Hvor er det flot. Tusind tak. Tusind, tusind tak,« lød det fra en rørt Thomas Helmig, der den 23. november 2022 mistede sønnen Hugo Helmig. Han døde i en alder af 24 år og havde i en årrække kæmpet med angst og et stofmisbrug.

Foto: TV Glad

Det er første gang, at Thomas Helmig i et interview sætter ord på Hugo Helmigs død, selvom det fortsat er svært for ham at tale om overhovedet.

»Det er en sorg, der kommer til at være hos mig altid. Den går ikke væk, så det handler om for mig, at jeg skal prøve at finde ud af at leve et liv side om side med den sorg, og det er vanskeligt,« fortalte Thomas Helmig under interviewet.

Og han var også ærlig og taknemlig ved slutningen af programmet.

Ingen agenda – bare ærligt

»Han sagde flere gange, at de (TV Glad-journalisterne, red.) var fantastiske at være i selskab med. Og det er jo enormt vigtigt, for mange af dem har mødt meget modstand i livet,« siger Nathalie Bitton, chefredaktør hos TV Glad.

Mediet er drevet af personer med funktionsnedsættelser som adhd, Downs syndrom, cerebral parese og hjerneskader. De stiller nogle anderledes spørgsmål end andre journalister.

Og alle spørgsmål er tilladt, fortæller Nathalie Bitton. Hun understreger, at det var Sumer Mansoors egen idé at læse et digt højt for sangeren.

»Hun skriver i forvejen mange digte, og vi blev enige om, at et digt ville passe fint sammen med et sårbart emne som døden og sorgen over at miste. Og så nævnte hun selv, at hun lige har mistet en, som betød rigtig meget for hende. Det ville hun gerne dele.«

Foto: TV Glad

Og netop det, at TV Glad-journalisterne inddrager sig selv, giver ifølge chefredaktøren noget enestående.

»De har ikke en skarpskåret agenda. De vil bare gerne lære personen i stolen at kende, og det gør, at de møder personen på en helt anden og sårbar måde. Journalisterne møder gæsterne som de mennesker, de er, og det – tror jeg – er enormt befriende for dem, de interviewer.«

Da en TV Glad-journalist spørger til Thomas Helmigs højde, er han derfor heller ikke bleg for at fortælle om sin egen irritation over, at han ikke selv er så høj.

»Thomas Helmig kunne have svaret noget banalt, men i stedet bringer han sig selv i spil og fortæller om, hvordan det var som barn og voksen. Der sker bare et eller andet sjovt i det rum, som gør, at det hele bliver mere personligt.«

Interviewet med sangeren og musikeren er første afsnit i det nye DR-program ”En særlig samtale”. Her bliver en række kendte danskere inden for kultur, kunst og politik interviewet af en gruppe journalister fra TV Glad.

Foruden Thomas Helmig er statsminister Mette Frederiksen også blevet interviewet i programmet.

Sumer Mansoors digt til Martin:

Hvis der fandtes en telefon op til himlen, ville jeg fortælle dig om alt det smukke, der er i livet.

Om hvordan solens lys glimter i vandet. Jeg ser dig svømme, men jeg bliver på sandet.

Det er noget af det smukkeste ved livet.

Om hvordan sneen daler ned ad mine kinder, mens jeg tænker på vores gode minder.

Det er noget af det smukkeste ved livet.

Om hvordan de glade mennesker viser sig, mens jeg drikker en sodavand, som du plejede at dele med mig.

Det er noget af det smukkeste ved livet.

Om hvordan farverne ved en tegning bliver til live og får varmen inde i mig til at blive.

Det er noget af det smukkeste ved livet.

Hvis der fandtes en telefon op til himlen, ville jeg fortælle dig om alt det smukke, der er i livet.

Med den kærlighed, som du viste mig.