Flere kommuner forbereder sig på det værste: Evakuerer borgere og uddeler sandsække forud for stormen Pia
Stormen Pia risikerer at give oversvømmelser og forstyrre juletrafikken i store dele af landet.
Åh nej, ikke igen.
Flere sjællandske kommuner forbereder sig på det værste, når den kraftige vinterstorm »Pia« rammer Danmark torsdag aften med vindstød op til orkanstyrke fra nordvest. Stormen vil ifølge DMI presse store mængder vand ind i de indre danske farvande og fjorde og medføre forhøjet vandstand over næsten hele landet.
Fredag forventes vandet at stå ca. 175 cm over normalen i Isefjorden og 182 cm i Roskilde Fjord. Og med så høje vandstande er der risiko for oversvømmelser flere steder langs begge fjorde, advarer flere kommuner i området.
I lyset af situationen har Frederikssund Kommune allerede nu forhøjet beredskabet og indkaldt krisestaben.
Det er blevet besluttet, at alle borgere i sommerhusområdet Hyllingeriis skal forlade deres boliger senest fredag formiddag kl. 10.
»Selv om området søges sikret med watertubes, vil beredskabet ikke hurtigt nok kunne tilbyde hjælp og støtte til alle borgerne, hvis området alligevel bliver oversvømmet. Det vil heller ikke være muligt at komme ud af området, hvis vejene bliver oversvømmet,« fremgår det af kommunens kriseinformation.
Borgere i andre berørte områder såsom Kulhuse, Over Dråby Strand, Dalby Huse med flere bør også forlade deres bolig senest fredag formiddag. Også i dele af Frederikssund by samt flere ejendomme i Hornsherred opfordres beboerne til at søge væk. Nærmere info her.
»For alle områderne gælder, at ophold i boligerne vil være på eget ansvar, og at beredskabet ikke kan love at komme til undsætning,« skriver kommunen.
Alle berørte beboere vil så vidt muligt blive informeret via SMS og e-Boks i løbet af tirsdag aften.
Kronprins Frederiks Bro, der krydser Roskilde Fjord, forventes at blive lukket fra onsdag, indtil oprydningen efter stormen er afsluttet i løbet af juleweekenden.
»Meget alvorlig situation«
Lejre Kommune, som ligger i bunden af Isefjorden og Roskilde Fjord, advarer ligeledes borgerne om, at deres lavtliggende huse kan komme under vand.
»Det er en meget alvorlig situation, som hænger sammen med, at vi får stormvejr fra nord og nordvest,« siger Lejre Kommunes beredskabschef Frank Praefke i en pressemeddelelse.
»Hvis vandstanden bliver så høj, som DMI varsler, vil der blive brug for at beskytte en del huse og andre bygninger med sandsække,« fortsætter han.
Borgere i Lejre Kommune kan hente sandsække på Trællerupskolen og brandstationen i Kirke Hyllinge. Nærmere info her.
Beredskabet beder borgere hjælpe hinanden med at fylde sandsækkene for at være klar til vandets komme.
Også Roskilde Brandvæsen følger situationen tæt i fællesskab med politi og beredskab. De varslede vandstande vil betyde, at der skal »sikres« i områderne omkring Roskilde havn, Strandgade, Vikingeskibsmuseet, Frederiksborgvej omkring Tømregrunden og i Jyllinge Nordmark samt havnene i Jyllinge, oplyser kommunen.
Flere steder i landet forbereder beredskabet at udlægge watertubes for at kunne holde vandet tilbage.
Og det er ikke kun vandmasserne, der kan blive et problem.
Stormen frygtes også at kunne få vidtrækkende konsekvenser for blandt andet juletrafikken landet over, lyder det fra DMI:
»Vi varsler storm med alt, hvad storm indebærer. Det er restriktioner på broerne, problemer med færgetrafikken, væltede træer og spærrede veje,« siger vagtchef ved Jens Lindskjold til Ritzau.
Vil du vide mere om det vilde vejrår, der snart er gået? Så lyt til denne episode af Jyllands-Postens nyhedspodcast ”Hvis du vil vide mere” med klimajournalisterne Klaus Dohm og Lars From.