Fortsæt til indhold
Indland

DMI holder drømmen om en lokal hvid jul i live

Igen i år må de fleste danskere se langt efter en hvid jul. Men i nogle områder af landet kan man fortsat holde håbet oppe.

Drømmer du, ligesom Bing Crosby, om en hvid jul?

Så kan heldet være med dig, hvis du bor i Midt- eller Nordjylland. Mens en landsdækkende hvid jul i år ikke er realistisk, kan enkelte områder i Jylland i år holde drømmen i live.

Statistisk set var det ellers i år, en landsdækkende hvid jul skulle komme, hvis man skal tro historikken. Den seneste hvide jul var nemlig i 2010, og ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der statistisk set gennemsnitligt 13 år imellem dem.

En landsdækkende hvid jul kendetegnes normalt ved, at mere end 90 pct. af Danmark er dækket af sne den 24. december.

Men med undtagelse af nogle lokale chancer for hvid jul, bliver det altså ej heller i år, at juleaften endelig igen bliver en hvid af slagsen.

Natten til den 24. december bliver kold nok til at skabe nattefrost. Samtidigt forventer DMI ifølge de nuværende prognoser noget nedbør, der kan starte som enten slud eller tøsne, men som slår over i regn, når temperaturen stiger i løbet af dagen.

Men der er altså en – om end lidt snæver – chance for, at sneen bliver liggende i Midt- og Nordjylland.

»En lokal hvid jul er ikke helt umulig. Som det ser ud nu, er muligheden størst i Midt- og Nordjylland. Men det er for tidligt at sige, om det vil blive liggende til om aftenen, fordi kulden ikke rigtig bider sig fast,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Steen Hermansen.

Stormfuldt vejr

Mere sikkert er det dog, at torsdag aften bliver en mørk og stormfuld én af slagsen.

DMI har således udsendt et forvarsel om kraftig blæst i store dele af landet.

På vestkysten forventes stedvis stormende kuling med vindstød af orkanstyrke, mens der ved kysterne generelt forventes hård kuling med vindstød op til stærk storm.

Det skyldes et lavtryk, som forventes at bevæge sig fra Norskehavet til Oslofjorden og videre ind over Sverige.

Sund & Bælt, der står for driften af Storebæltsbroen, oplyser til Jyllands-Posten, at man endnu ikke ved, om broen bliver lukket som følge af det stormfulde vejr. Sund & Bælt er opmærksom på situationen og laver en nærmere vurdering onsdag.

Vandstanden forventes ligeledes at stige markant flere steder i landet. I Vadehavsområdet forventer DMI en stigning på 250-350 cm over daglig vande fredag morgen. I Limfjorden, Kattegat og Storebælt ventes en stigning på 130-160, og i Isefjorden og Roskilde fjord forventer man en stigning på 140-180 cm.

Et lavtryk i Norskehavet bevæger sig mod Oslofjorden og videre til Sverige. Det kan skabe kraftig blæst i Danmark fra torsdag. Kort: DMI

Mens der for nuværende er tale om et varsel, har DMI på dets hjemmeside optegnet kategorierne, der ventes at gælde for kysterne og Vestdanmark. Ved kysterne ventes »farligt« kategori 2-vejr, der kan forstyrre trafik og forsyning. I hele Vestdanmark ventes »voldsomt« kategori 1-vejr, som kan »påvirke dine omgivelser«, oplyser DMI.

Artiklens emner
Storm
Vejret