Flere vælger København og andre større byer fra – en af dem er familien Tønder
900.000 danskere flytter hvert år, og flere og flere fravælger de største byer – især når der er kommet børn til. Det giver håb, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd.
Det var ikke uden skepsis, at Rune og Frederikke Tønder sammen med deres lille datter flyttede til den lille by Frederiks syd for Viborg for to år siden.
Men de gjorde det. Sagde farvel til bylivet i Viborg og slog sig ned på en vej, hvor man drikker kaffe hos naboen, og hvor børnene kan cykle frit. Byen kalder parret for »kedelig på forsiden, men den har overrasket os«.
Familien Tønder er dermed en lille brik i det årlige flyttecirkus, hvor 900.000 danskere skifter adresse. Og mange af dem fravælger de større byer, viser en undersøgelse.