Danske forældre jagter ny nissetrend, og eksperter tager sig til hovedet: »Der er ingen grænser for, hvad du skal gøre for dine børn«
For at give deres børn den mest magiske julemåned køber flere og flere forældre sig til professionel hjælp. Drillenissen er simpelthen blevet kommercialiseret. En 41-årig familiefar er stærkt begejstret, mens det ifølge to eksperter er det seneste eksempel på det grænseløse forældreskab.
Står du snart og laver små nissefodspor i flormelis for at glæde dine børn frem mod jul?
Eller stresser du over, at din fantasi kun rækker til at farve mælken blå?
Såkaldte nissehjælpepakker til forældre vinder frem. Her kan den travle mor eller far få hjælp til at sikre en magisk jul.
»Jeg er så provokeret af, at vi skal præstere mere, end vores liv giver rammerne til, i december. Jeg er personligt rimelig irriteret over alt fra freaking nissedøre til syv slags småkager, man skal have bagt fra bunden inden en bestemt dato,« siger trendforsker Julia Lahme.