Fortsæt til indhold
Indland

Nedgravede heste ved omstridt stutteri var ikke afmagrede

Det har ikke kunnet påvises, at nedgravede heste ved Viegård Stutteri var afmagret, da de døde.

/ritzau/

De nedgravede heste, der 23. august blev fundet ved det omstridte stutteri Viegård ved Viborg, var ikke afmagrede, da de døde.

Det viser undersøgelser af rester fra 39 af de cirka 50 heste, der blev fundet, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Patologer på Københavns Universitet har undersøgt knogler og væv fra de nedgravede heste, og det kan altså konkluderes, at hestene var ved normalt huld.

Årsagen til hestenes død har dog ikke kunnet konkluderes, lyder det.

- I forhold til dyrevelfærdssagen kan vi følgende konkludere, at vi ikke kommer til at tilføje yderligere sigtelser på baggrund af den patologiske undersøgelse, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark, der er leder af lokalpolitiet i Viborg, i pressemeddelelsen.

Det er tidligere af Viborg Kommune blevet slået fast, at nedgravningen af hestene var sket uden tilladelse.

I forbindelse med myndighedernes undersøgelser af og ved Viegård Stutteri i august blev 390 levende heste ligeledes tilset. Nogle af dem, konkluderede myndighederne, var behandlet uforsvarligt.

Politiet skriver tirsdag, at man indtil videre i 2023 har været på 12 uanmeldte tilsynsbesøg på Viegård Stutteri. De har ført til fire sigtelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven i i alt 35 forhold.

Ud over de uanmeldte besøg har politiet flere gange besøgt stutteriet på baggrund af anmeldelser fra borgere.

Viegård Stutteri har i længere tid fået massiv omtale. Det skyldes, at stutteriets ejer er blevet beskyldt for at mishandle heste. Det har fået dyrevelfærdsaktivister til ofte at demonstrere ved stutteriet, hvilket har ført til flere sammenstød med stutteriets ejere og ansatte.

I oktober blev en mand påkørt af en bil, i forbindelse med der opstod tumult, efter at stutteriet var blevet erklæret konkurs.