Fortsæt til indhold
Indland

McDonald's har fået et rotteproblem

Rotter bliver lagt, kastet og i nogle tilfælde smidt ind på McDonald's restauranter.

Rotter, levende som døde, er blevet et symbol på McDonald’s forbindelse til krigen mellem Israel og Hamas.

Den særegne gnaverprotest har skabt røre andre steder i verden, og er nu nået til McDonald’s i Odense. Nærmere bestemt på Risingsvej, hvor man i en video, delt på det sociale medie TikTok, kan følge seancen. I videoen ser man to personer haste gennem døren til McDonald’s. Over videoen står teksten »Boykot MCD/ISRAEL« og »Rotter i MCD foran Vollsmose«.

I hænderne bærer den ene en kasse med rotter, som vedkommende smider ud på gulvet, før de to skynder sig ud af restauranten igen.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter McDonald’s, at hændelsen fandt sted onsdag aften. Fyns Politi bekræfter ligeledes at have modtaget en anmeldelse om sagen. Ingen er endnu anholdt i sagen.

Hændelsen onsdag aften er dog langt fra den eneste. Sagen tog sin begyndelse i midten af oktober, da McDonald’s annoncerede, at man ville dele gratis måltider ud til israelske soldater. Det skabte vrede i dele af den arabiske verden, som er kommet til udtryk på mangfoldig vis.

Bl.a. gennem udmeldinger om støtte til Gaza fra McDonald’s i flere arabiske lande. Men altså også ved kast af rotter og mus på kædens restauranter. Flere restauranter i Storbritannien er ramt, bl.a. af mus malet i Palæstinas flags farver.