20-årig mand varetægtsfængsles for dødeligt overfald
En 20-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet for grov vold med døden til følge mod en 21-årig.
En 20-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet - mistænkt for et dødeligt overfald på en 21-årig mand natten til mandag.
Det oplyser Cecilie S. Bak, senioranklager ved Københavns Vestegns Politi.
Den 20-årige mand er sigtet for drab og subsidiært grov vold med døden til følge.
Retten i Glostrup valgte at fængsle den mistænkte for en mistanke om grov vold med døden til følge. Men han er stadig sigtet for drab, oplyser anklageren.
Den 20-årige mand nægter sig skyldig. Han tog forbehold for at kære fængslingen til Østre Landsret.
Hvis han kærer fængslingen, skal landsretten vurdere, om han skal sidde fængslet i sagen.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Derfor er det ikke muligt for offentligheden at få indblik i, hvad der kom frem under retsmødet.
Der er også nedlagt navneforbud for den sigtede, fortæller anklageren.
Den 21-årige blev fundet svært tilskadekommen natten til mandag. Mandag aften afgik han ved døden af sine skader.
I forvejen sidder en 19-årig mand varetægtsfængslet i sagen.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør mandag, hvor han var sigtet for drabsforsøg, da det var inden offerets død.
Han nægter sig skyldig.
Også to andre - en 20-årig og en 23-årig mand - er blevet fremstillet i grundlovsforhør in absentia.
Her blev de varetægtsfængslet uden at være til stede, da politiet mener, at de er flygtet til udlandet. Det betyder, at de kan efterlyses internationalt.