Fortsæt til indhold
Indland

Drabssag indledt med gråd, uhyggelige billeder og forklaring om forelskelse

Teleoplysninger ledte politiet på sporet af en 25-årig mand og blodigt tøj i Center Sandholm. Tirsdag gav han sin forklaring i retten.

Med en tolk ved sin side forsøgte han at give den stadig mere forundrede specialanklager en forklaring på, hvorfor han var taget fra asylcenteret Center Sandholm til den sjællandske provinsby Holbæk den novemberdag, hvor en 37-årig gravid kvinde blev dræbt af adskillige knivstik

Politiets teori er klar.

Det var den 25-årige mand på anklagebænken, som holdt kniven i hånden og udførte det voldsomme drab, mens det var den 34-årige medtiltalte kvinde, som instruerede ham i, hvornår det 37-årige offer havde fri, og hvor hun arbejdede.

Den sidste telefoniske kontakt mellem de to tiltalte sluttede kl. 23.05. Fem minutter inden drabet og fem minutter efter, at offeret havde fået fri.

»Var det et tilfælde?« ville retsformanden vide?

»Det kan godt være, men jeg kan ikke huske det.«

»Er det dig, som har slået hende ihjel?« spurgte specialanklager Anja Lund Liin.

»Nej,« lød det kortfattet fra den 25-årige mand.

78 knivstik

Den 37-årige kvinde blev dræbt af 78 knivstik, da hun den 3. november 2022 bevægede sig ud mod sin bil på parkeringspladsen ved det plejehjem i Holbæk, hvor hun arbejdede.

Få dage efter var tragedien komplet, da det ufødte barn, der efter overfaldet måtte tages ud ved et akut kejsersnit, døde på hospitalet.

Knap et år efter er drabssagen nu indledt ved Retten i Holbæk, hvor både den 34-årig kvinde og den 25-årige mand – begge afghanske statsborgere – nægter sig skyldige.

På skift blev de to tiltalte i sagen ført ind i retssalen. Først manden med et mørkt, skinnende hår, der dækkede ørerne og gik ned i panden. Dernæst kvinden med håret sat op i en hestehale og en piercing under læben.

Specialanklageren gik lige til sagen i sin forelæggelse.

»Der er ingen vej udenom. Denne sag er meget tragisk og meget voldsom.«

Derpå afspillede hun alarmopkaldet fra drabsaftenen, hvor tydeligt påvirkede ansatte fortalte, at en af deres kolleger var blevet stukket med kniv.

»Åh nej, hun ligger på gulvet. For helvede, kvinden var højgravid,« lød det i telefonsamtalen med vagtcentralen.

Og så trævlede specialanklageren obduktionsrapporten med dertilhørende billeder igennem, hvilket fik den kvindelige tiltalte til at tage hånden for øjnene og bryde ud i gråd.

Politiet har tidligere bekræftet, at der er en relation mellem offeret og den tiltalte kvinde. Tirsdag forklarede Anja Lund Liin, at de to havde oplyst til udlændingemyndighederne, at de levede i et lesbisk forhold.

Det kom også frem, at en kollega til offeret havde oplyst til politiet, at den nu dræbte kvinde i foråret 2022 rejste til Dubai, hvor hun blev muslimsk gift med den mand, hun ventede et barn med.

»Jeg var forelsket«

I grundlovsforhøret havde den tiltalte mand fortalt, at han ikke kendte den medtiltalte, men den forklaring ændrede han tirsdag i retten.

»Jeg var forelsket,« fortalte han nu om den 34-årige medtiltalte kvinde.

Han havde ifølge eget udsagn forladt Afghanistan, tre måneder efter at Taliban var kommet til magten, fordi hans liv var i fare, da han havde arbejdet for den tidligere regering. Han flyttede ind på Center Sandholm den 21. september 2022. Den medtiltalte kvinde havde han angiveligt mødt via det sociale netværk Tiktok.

Politiets teori om hans motiv kom ikke frem i retten, men det stod klart, at teleoplysninger blev en afgørende brik i den efterforskning, som i sidste ende ledte politiet til Center Sandholm, hvor han blev anholdt.

Via offerets telefon havde politiet noteret, at hun hyppigt talte med den tiltalte kvinde på Whatsapp. Derfor undrede det politiet, at appen slet ikke var at finde på den tiltalte kvindes telefon.

En teknisk undersøgelse viste senere, at appen var blevet afinstalleret umiddelbart efter drabet, og det lykkedes herefter at genskabe en række af beskederne. Her fandt politiet ud af, at den tiltalte kvinde også havde haft en heftig korrespondance med en helt tredje og ukendt bruger på Whatsapp.

Korrespondancen med den ukendte bruger havde stået på helt frem til kl. 23.05 den 3. november 2022 – altså få minutter før drabet.

Politiet sporede telefonnummeret bag den ukendte profil, som kunne knyttes til en telemast ved det plejecenter, offeret blev dræbt foran på selve drabstidspunktet. Og herfra kunne politiet via telemaster følge nummerets færden hele vejen til Center Sandholm.

På asylcenteret fandt politiet ud over den 25-årige mand tøj med blod, som med overvejende sandsynlighed kom fra offeret.

Tilbage til afhøringen borede specialanklageren stadig i, hvorfor den tiltalte mand var taget til Holbæk på drabsdagen.

»Jeg havde venner i Holbæk, som jeg ville besøge for at få information om min familie,« forklarede han og uddybede, at han ikke kendte vennernes adresser eller telefonnumre.

»Så du gik op og ned i Holbæk resten af dagen og spurgte efter din ven,« spurgte Anja Lund Liin.

»Ja. Jeg gik bare rundt.«

Der var fra kl. 14.19 til kl. 23.05 på drabsdagen foretaget næsten tre timers samtale mellem de tiltalte.

Hvad kommunikerede de om, ville specialanklageren vide?

»Jeg fortalte hende om mit eget liv, jeg fortalte, at jeg gerne ville gifte mig med hende og give hende et bedre liv,« sagde manden.

Torsdag skal den 34-årige kvinde efter planen afgive forklaring i retten.