Letbane eller bus? Danmarks første "letbane på gummihjul" åbner lørdag
I Aalborg har de ikke nogen letbane – til gengæld åbner byen lørdag en helt ny busrute med knap 25 meter lange superbusser – der af mange bliver kaldt for en "letbane på gummihjul".
Fra lørdag får aalborgenserne en ny mulighed for at rejse kollektivt:
Plusbussen har sine egne perroner som et tog, kører i egen tracé som et tog, kan transportere næsten lige så mange passagerer, som et letbanetog – og er ifølge eksperter næsten lige så behagelig at rejse med.
Men Plusbussen er en bus, der kører på gummihjul. Det er ikke en letbane, der kører på skinner som i Odense, Aarhus eller København. Og prisen ligger et sted mellem en tredjedel og en sjettedel af, hvad det f.eks. har kostet at etablere en letbane i Odense.