Usædvanligt mange i livsfare ved danske strande: En 13-årig pige drev 200 meter ud fra kysten
Livereddere ved danske strande har denne sommer gennemført usædvanligt mange redningsaktioner, hvor mennesker var i livsfare. En livredderchef undrer sig over, at folk trodsede det ekstreme sommervejr.
Solen stod skarpt ned over Lakolk Strand på Rømø søndag den 9. juli. De fleste lå på det varme sand og solede sig. Andre badede. Nogle havde fundet stand up paddleboards frem og søgte længere ud i bølgerne. Kun få lagde mærke til den tiltagende vind, som blæste ud mod havet.
Men netop den vind skulle vise sig at skabe en livstruende situation.