Eksperter kalder trussel fra al-Qaeda mod Danmark for usædvanlig, specifik og voldelig
Hverken eksperter eller politikere er i tvivl om, at en erklæring fra al-Qaeda skal tages dybt alvorligt. Terrortruslen mod Danmark vurderes fortsat at være i niveauet ”alvorlig”.
Det var i januar 2015, at to maskerede mænd bevæbnede med automatvåben brød ind på det franske magasin Charlie Hebdos redaktion og dræbte flere skribenter og tegnere, alt imens de råbte ”Allahu akbar”.
Angrebet på den franske satireavis bliver nu direkte nævnt i en ny trusselserklæring rettet mod Danmark og Sverige fra den militante islamistiske terrororganisation al-Qaeda, og den får eksperter til at bruge ord som usædvanlig, alvorlig og voldelig.
Efter flere koranafbrændinger i Sverige og Danmark er budskabet fra terrororganisationen, at man ikke har lært lektien.