En sommer i ekstremernes tegn
Sommeren 2023 er kendetegnet ved en stribe bekymrende klima- og vejrfænomener, som kun bliver mere ekstreme i fremtiden, advarer forskere. Juli står nu til at blive den varmeste måned nogensinde, og også Danmark kommer til at mærke konsekvenserne.
Voldsomme skovbrande hærger i Sydeuropa og sender danske turister og lokale på flugt, mens græske bønder kæmper for at redde deres dyr fra flammerne.
I Norditalien smadrer kæmpehagl på størrelse med tennisbolde biler og sårer mennesker, der bliver fanget i det farlige vejr.
Samtidig skaber tyfoner voldsomme ødelæggelser i Asien, mens havvandet ud for Florida i USA har nået overfladetemperaturer, der normalt kun findes i et opvarmet badekar. Og i delstaten Arizona er det så varmt, at folk får forbrændinger bare ved at falde på den glohede asfalt.
Hvad sker der?