Fortsæt til indhold
Indland

Regionsråd bakker Campus Vejle op i ønske om ny uddannelse

Campus Vejle skal have mulighed for at tilbyde studerende en 2-årig almen studentereksamen.

Sådan lød konklusionen på behandlingen af Campus Vejles ansøgning på Region Syddanmarks regionsrådsmøde forleden.

Det skriver Campus Vejle i en pressemeddelelse.

21 medlemmer stemte for at støtte Campus Vejles ansøgning om at måtte tilbyde lokalområdets unge en 2-årig almen studentereksamen inden den bliver sendt videre til børne- og undervisningsministeren.

16 medlemmer stemte imod.

Baggrunden for ansøgningen er, at Campus Vejle oplever, at flere unge ikke passer helt ind i hverken den 3-årige almene studentereksamen (STX) eller den 2-årige HF.

Denne faktor var da også afgørende for forvaltningens indstilling.

Forvaltningen vurderede også, at det talte for ansøgningen, at en 2-årig almen studentereksamen styrker borgernes adgang til uddannelsestilbud i lokalområdet.

HF er anderledes

Umiddelbart kan den 2-årige almene studentereksamen ikke sammenlignes med den mere kendte 2-årige HF-eksamen.

Den nye 2-årige almene studentereksamen giver ligesom den 3-årige almene studentereksamen adgang til både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, såsom jura, medicin og psykologi..

En HF er målrettet de korte og mellemlange uddannelser på erhvervsakademier og professionsbacheloruddannelser.

På erhvervsakademier kan man f.eks. læse finansøkonom, handelsøkonom og markedsføringsøkonom.

Professionsbachelorer er f.eks. lærer, sygeplejerske og journalist. Hvis man med en HF vil læse en lang, videregående uddannelse på et universitet, kræver det en supplerende HF-overbygning.

Modstand fra gymnasier

Den 2-årige almene studentereksamen findes i dag på ni skoler landet over.

De nærmeste er Aarhus, Odense og Toftlund.

De har alle bakket op om Campus Vejles ansøgning.

Rødkilde Gymnasium og Rosborg Gymnasium & HF er gået sammen med Tørring Gymnasium, Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole og Vejle Tekniske Gymnasium om et fælles høringssvar til regionen.

De støtter ikke ansøgningen.

»Vi er glade for opbakningen fra de øvrige udbydere og vi håber, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med lokalområdets gymnasier. Vi tror ikke, at den 2-årige almene studentereksamen vil betyde, at de mister studerende,« siger Campus Vejles direktør, Morten Weiss-Petersen.

Campus Vejle håber at kunne oprette en klasse med 28 elever på den 2-årige almene studentereksamen.

»Og det er en meget lille andel af de unge – men en andel, som vi synes, det er vigtigt også at have et tilbud til,« udtaler direktøren og uddyber.

»Vi tror nemlig, at den 2-årige almene studentereksamen dels kan tiltrække nogle andre unge end de nuværende tilbud, dels nogle af vores egne HF’ere.«

Ansøgningen blev først behandlet i udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, hvor et flertal ikke støttede den.

Derefter blev den sendt videre til regionens forretningsudvalg, der anbefalede regionsrådet at støtte Campus Vejles ansøgning.

Den indstilling endte regionsrådet altså med at følge og anbefaler børne- og undervisningsministeren at give Campus Vejle lov til at tilbyde den 2-årige almene studentereksamen til lokalområdets unge.

Ansøgningen sendes nu til børne- og undervisningsministeren, der skal tage endelig stilling til den.

»Hvis alt går vel, kan vi udbyde uddannelsen til skoleåret 24/25,« siger Morten Weiss-Pedersen.