DMI kommer med en advarsel om vejret
DMI beretter om et højtryk, der giver varmt vejr, men det kommer ikke uden udfordringer.
Det er varmt, og det er ubetinget skønt – eller hvad?
Foråret lakker mod enden, og det er som regel ensbetydende med flere solskinstimer og varmere vejr. Sådan er det også i år, hvor et højtryk over De Britiske Øer giver tørt og solrigt vejr med temperaturer over 20 grader.
Kun svage fronter vil af og til nå Danmark fra nordvest og give korte perioder med mere skyet vejr, men der er ingen tegn på regn af betydning den kommende tid. Og det er efterhånden længe siden, at regnen er faldet rundt omkring i Danmark. I maj plejer der normalt at falde ca. 47 mm regn fordelt ud over hele landet. I år er der kun faldet 14 mm.
Det betyder ifølge DMI, at haver og marker er godt tørre. Tørkeindekset er på en måned gået fra 2,8 til 8,9 på en skala fra 0-10. Det kan oversættes til høj risiko for tørke.
»Det må være op til beredskabet at bedømme, om et afbrændingsforbud skal være på vej. Men jeg vil da personligt føle, at når man er så højt oppe på indekset, skal man passe på med at åbne ild eller smide cigaretter i naturen,« siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog hos DMI.
»Jeg ville personligt også tænke mig om med at vande en have. Hvor nødvendigt er det? Er det ikke okay, at der er lidt gule pletter? Så kan man i stedet sætte klippehøjden lidt op på græsslåmaskinen for at hjælpe græsset,« forklarer Brødsgaard.
På brandfare.dk er næsten hele Sjælland, Bornholm, Fyn samt Djursland og Nordjylland markeret med høj risiko for brandfare. For resten af landet er risikoen moderat. Skalaen går i seks kategorier fra ingen og lav til meget høj og ekstrem høj.
Ser man på tørkeindekset hos DMI, fremgår det, at tørken er langt højere i den østlige del af landet, mens indekstallet nogle steder i Jylland er nede omkring 5. Sådan er det traditionelt, forklarer meteorologen.
»Vi får meget af vejret ind fra vest, så når luften kommer over Nordsøen, samler den fugt op, som den kan aflevere over Jylland, og så tørrer luftmassen lidt ud over Sjælland,« forklarer Bolette Brødsgaard.
Højtrykket over De Britiske Øer ser ikke umiddelbart ud til at flytte sig de næste 10 dage.
»Det betyder, at der ikke er forandringer på vej i vejret. Det er nu, man skal nyde det gode vejr,« lyder opfordringen fra meteorologen.
DMI’s månedsprognose lover de næste uger nedbør »lidt under det normale« med ca. 8-15 mm. regn. Temperaturen vil i dagtimerne være fra 12-25 grader med nattemperaturer på 5-15 grader.