Redningsplan faldt til jorden: Kendt restaurant er erklæret konkurs
Så gik den ikke længere.
I december 2022 præsenterede den lokalkendte restaurant Dinis sit sjette underskud på syv år, og tirsdag i denne uge blev restauranten i Grønnegade erklæret konkurs.
JP Horsens talte kort efter offentliggørelsen med advokat Lars Wind-Johannesen fra LRP Advokater i Horsens, som er kurator på sagen. Han er i fuld gang med at danne sig et overblik.
»Det er jo stadigvæk nyt, så vi er først i gang med at finde ud af, hvad der er gået galt. Det er nok ikke mere dramatisk, end at det er en restaurant, der ikke har kunne betale sine kreditorer.«
Som kurator er det Lars Wind-Johannesen rolle at repræsentere kreditorerne og samtidig skrabe så mange penge sammen fra konkursboet som muligt, så den gæld der er, så vidt muligt bliver indfriet.
Dette gøres så vidt muligt i samarbejde med ledelsen fra Dinis.
Hård branche
Dinis har tidligere været tæt på at lukke, men i starten af 2022 købte direktøren for Stouby Furniture, Carsten Mortensen, den ene halvdel af restauranten i Grønnegade. Det gav restauranten kunstigt åndedræt, men det var altså ikke nok til at redde spisestedet i sidste ende. Stedet har ikke mange kreditorer, fortæller Lars Wind-Johannesen, men alligevel nok til, at det nu er slut.
Næste skridt for kuratoren er at få dannet sig et overblik over aktiverne i virksomheden og få omsat så meget af det, der har værdi, til likvider, så kreditorerne kan få noget af det tabte tilbage. I den proces skal ledelsen af Dinis inddrages.
»Vi har snakket ganske kort med ledelsen, og de har indtil videre oplyst ganske loyalt. Vi har ikke grund til at tro, at det forløb skulle give problemer.«
Dinis har gennem flere år ligget på Grønnegade i midtbyen. Her blev der serveret japansk og indonesisk mad, og det var muligt både at spise på stedet eller at tage maden med hjem. Ifølge Lars Wind-Johannesen er det simpelthen bare et erhverv, som har det særligt hårdt for tiden.
»Der er rigtig mange restauranter og lignende, har det rigtig svært for tiden. Det er en branche, der sidder lidt i en perfekt storm. Desværre.«
Ifølge den seneste opgørelse fra CVR-registret havde restauranten otte ansatte fordelt på tre årsværk.
Det var en af disse ansatte, der 30. marts 2023 indgav konkursbegæringen, fremgår det af Statstidende.
Det har i skrivende stund ikke været muligt for JP Horsens at få en kommentar fra indehaver Carsten Mortensen.