29-årig kvinde fundet i god behold
Politiet afblæser efterlysningen af en 29-årig kvinde, der søndag blev meldt savnet af familien.
Efterlysningen af en 29-årig kvinde fra Ranum er blevet afblæst cirka en time efter, politiet via en pressemeddelelse meldte hende savnet.
Den 29-åriges familie havde ikke kunnet komme i kontakt med hende hele weekenden og var derfor bekymret, lød det i pressemeddelelsen.
I et tweet lidt før klokken 23 skriver Nordjyllands Politi, at der via familien nu er skabt kontakt til hende.
- Vi aflyser hermed efterlysningen, da der nu, via familien, er etableret kontakt til den 29-årige kvinde, der har det godt. Intet yderligere for politiet, står der i tweetet.
Samtidig lyder der en tak til alle dem, der har kontaktet politiet og delt opslaget.