Fortsæt til indhold
Indland

Politi vurderer, at der lå sprængstof bag eksplosion i Ballerup

To sprængninger har ramt hovedstadsområdet i weekenden. I begge tilfælde mener politiet, at der lå en forsætlig handling bag.

Københavns Vestegns Politi vurderer, at en sprængning i Ballerup i weekenden var en »forsætlig handling«. Samtidig efterlyser politiet vidner i forbindelse med hændelsen, der fandt sted 03.40 natten til søndag.

»De foreløbige undersøgelser tyder på, at sprængningen kan være forårsaget af sprængstof af en slags, og vi anser sprængningen for at være fortaget som en forsætlig handling,« siger politikommissær Henrik Hougaard ved Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, som er sendt ud mandag middag.

Natten til søndag fik Københavns Vestegns Politi anmeldelser om, at der havde været et brag i Hestens Kvarter i Ballerup. Søndag skrev politiet på Twitter, at der var iværksat en bred efterforskning, og to personer var kørt på sygehuset. De var fysiske uskadte men chokerede, lød det fra politiet.

To bygninger - en institution og et rækkehus - fik skader i forbindelse med sprængningen.

Kl. 00.27 natten til mandag kom der en anmeldelse om en ny sprængning ved Magleby Torv i Dragør. De seneste meldinger mandag morgen fra Københavns Politi er, at der var tale om en »bevidst sprængning«, men at man endnu ikke kan sige mere om baggrunden.

Ingen personer kom til skade, men en butik var hårdt medtaget.

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

En butik i Dragør blev natten til mandag udsat for en eksplosion. Politiet arbejder ved butikken mandag den 6. marts 2023. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.

Hos Københavns Vestegns Politi oplyser politikommissæren, at politiet endnu ikke har et motiv.

»Efterforskningen er på et indledende stadie, og det er for tidligt at pege på et motiv. Netop af hensyn til den fortsatte efterforskning har vi ikke mulighed for at oplyse yderligere for nu,« siger Henrik Hougaard.