Fortsæt til indhold
Indland

Statsministeren og Støjberg reagerer på Leos død: »Tak for festen«

Reaktionerne strømmer ind fra danskerne høj som lav, efter musiker og kultikon Leo Nielsen fra Sussi og Leo er død natten til lørdag.

Reaktionerne er væltet ind lørdag morgen, efter det er blevet meddelt, at musiker og kultikon Leo Nielsen, den ene halvdel af Sussi Og Leo, er død 67 år gammel efter længere tids sygdom.

»Tak for festen,« skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

»Hans kærlighed til musikken og vildskab på scenen har bragt glæde, farver og fest til mange danskere. Mine varmeste tanker til Sussi. Må du hvile i fred, Leo,« skriver hun.

Også Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, der er mangeårig ven med både Leo Nielsen og hans musikalske kompagnon og hustru, Sussi Nielsen, siger et farvel:

»Et frikvarter fra livet. Sådan var det at deltage i en Sussi og Leo-koncert. De var selve billedet på folkelighed og lige så autentisk dansk som håndbold, ’Sejle op ad åen’ og klaphatten. Det var fest og farver, og bekymringerne var parkeret i garderoben,« skriver hun i en nekrolog i Ekstra Bladet.

»Nu er Leo gået bort, og han har underholdt os alle for sidste gang, men minderne har vi lov at have,« skriver Inger Støjberg videre, der også har skrevet bogen ’Toner i livet’ om duoen.

Sussi Nielsen, der har været meget åben i offentligheden om Leos forværrende tilstand de seneste måneder, skriver selv på duoens fælles Facebook-side, at hun er glad for hilsnerne, parret har modtaget.

»Jeg er så utroligt taknemlig for alle de søde hilsner, vi har fået, det har varmet og hjulpet rigtigt meget i denne tid,« skriver hun og tilføjer:

»Jeg ved, at jeg kommer til at savne Leo rigtigt meget, men vi har begge haft det sådan, at det hjælper ikke at have ondt af det med sig selv, så jeg vil give slip på Leo og lade ham komme videre, til hvad der nu er på den anden side.«

På opslaget strømmer det ind med tusindvis af støttende kommentarer til Sussi Nielsen fra offentligheden. Opslaget har i skrivende stund - efter en time - 2.300 likes og 1.400 kommentarer.

»Kære Sussi. Kondolerer for tabet af din elskede mand/partner og livsledsager, vi sender dig og familien de varmeste tanker og masser af kærlighed,« skriver en bruger ved navn Pia Elise Hansen Krog.

»I hjertet gemt, aldrig glemt. God rejse til Leo og alt det bedste til dig, Sussi,« skriver en anden bruger ved navn Heidi Dyreby.

Leo Nielsen døde natten til lørdag efter et længere sygdomsforløb. I december blev han indlagt med tarmslyng og blev først kortvarigt udskrevet i slutningen af januar. Siden blev han indlagt igen med lever- og nyresvigt på Hjørring Sygehus for en uge siden. Sussi Nielsen oplyser, at parret kom hjem fredag til deres gård i Saltum i Vendsyssel, hvor Leo sov stille ind omkring kl. 3 natten til lørdag.