75-årige Gitte Kongstad kan have indtaget multiresistente bakterier
Patienter landet over har i månedsvis fået antibiotikamedicinen Dicillin fra Sandoz. Medicin, der skulle gøre dem raske, men nu mistænkes for at være forurenet med multiresistente bakterier.
Onsdag aften sad Gitte Kongstad og arbejdede på sin computer i hjemmet i Vordingborg. I baggrunden sendte aftenyhederne på tv et indslag om, at op mod 35.000 borgere kan have indtaget potentielt farlige multiresistente bakterier i antibiotikamedicin, der egentlig skulle have gjort dem raske.
»Jeg hørte ikke rigtig efter, men det gjorde min mand. Han kom ind i stuen og sagde, ”Sig mig engang, Gitte. Var det ikke de samme piller som dem, du fik?”«