Fortsæt til indhold
Indland

Om natten kom hendes datter hjem fra byen. Morgenen efter opførte hun sig ikke som normalt

Efter en ellers almindelig bytur stod det klart, at nogen havde pillet ved Lone Poulsens datters drink.

Jesper Emil Sørensen, efterskoleforstander gennem 23 år, har set, hvordan ungdommens eksperimenter er blevet vildere og vildere. Lyt med i nyhedspodcasten Hvis du vil vide mere, og husk at følge podcasten, hvis du kan lide, hvad du hører.

Allerede inden Lone Poulsens nu 18-årige datter Sarah begyndte at gå i byen, havde de snakket om stoffer, alkohol og tillid.

Natten til lørdag var datteren med sine venner i byen i Viborg og havde det sjovt. Lige indtil hun vågnede morgenen efter.

Der skulle Lone Poulsen som mor tage stilling til en situation, hun ikke havde håbet, hendes datter skulle stå i.

»Hun fortæller mig, at en ung mand har stillet mange ubehagelige spørgsmål, og derfor fandt hun hurtigt tilbage til sine egne venner. Hun havde sin drink i hånden hele tiden.

På vej hjem i bilen mærkede hun en overvældende træthed,« beretter Lone Poulsen.

Lørdag formiddag havde datteren hovedpine, summen i kroppen, rystende hænder og en følelse af, at hendes krop ikke ville vågne.

Det ledte Lone Poulsen frem til, at hun hellere måtte tage en narkotikatest.

Hvad var hensigten?

Testen var positiv og viste, at Sarah bl.a. havde kokain i kroppen. Men hun havde ikke indtaget det selv og måtte derfor være blevet drugged - altså udsat for forgiftning ved at nogen putter stoffer i ens drink.

»Jeg kender hendes helt klare holdning om aldrig at ville tage stoffer, men jeg var jo nødt til at spørge. Der var ikke nogen tvivl,« konstaterer Lone Poulsen.

Derfor fik de fat i en vagtlæge og politianmeldte sagen. Op ad dagen var de ude at gå en tur uden at kunne finde ro, så de endte med at tage på McDonalds.

»Hun sad der over for mig, og jeg kiggede bare på hende. Der gik det op for mig, at der kunne være sket alt muligt. Man bliver så bange og ked af det. Det er rigtig ubehageligt, og jeg bliver så vred på den person, der har gjort det,« konstaterer Lone Poulsen og uddyber:

»For det har sat skår i Sarah og i min mand og jeg, når vi næste gang skal sende hende ud i bylivet. Vi mangler lidt tillid til mennesker.«

18-årig Sarah passer sin skole og fritidsjob som under normale omstændigheder og har lige været til køreprøve. Privatfoto

Sarah var også selv rystet og er stadigvæk nu mærket af episoden.

»Vi håber selvfølgelig på at finde ud af, hvem det kunne være. Jeg tænker faktisk, at jeg har et behov for at kigge den her person i øjnene og spørge hvorfor. Hvad var hans hensigt?« fortæller Lone Poulsen.