Fortsæt til indhold
Indland

Hospital slår bak på markant udmelding: Kun enkelte planlagte operationer aflyses

Hospitalet skrev tidligere, at »alle planlagte operationer« blev aflyst. Det er efterfølgende rettet.

Aalborg Universitetshospital har nu revideret sin udmelding om, at hospitalet tirsdag har aflyst »alle planlagte operationer,« som det ellers skrev tidligere på formiddagen i et Facebook-opslag.

Opslaget er nu rettet, så det nu fremgår, at man i dag har været »nødt til at aflyse enkelte planlagte operationer og anden aktivitet, der kræver efterfølgende indlæggelse.«

Hjerte- og kræftoperationer vil dog blive gennemført, ligesom flere andre procedurer vil det – f.eks. i Øjenafdelingen, Hobro og Farsø.

»Aalborg Universitetshospital kunne i går se ind i, at der ville blive stor overbelægning, hvorfor vi blev nødt til at planlægge med at udskyde planlagte operationer. Vi har nu et større overblik over den samlede sengemasse og situationen på hospitalet som helhed, hvor der er et stort pres af akutte patienter med infektionssygdomme som Influenza, RS-virus og corona,« udtaler hospitalsdirektør Jens Ole Skov og fortsætter:

»Heldigvis har det vist sig, at mange af vores afdelinger har haft mulighed for at håndtere en stor del af overbelægningen, og derfor har der ikke været et særlig stort behov for at udskyde i dag.«

I alt er der blevet udskudt under 20 operationer tirsdag. Fra onsdag er der i udgangspunktet normal aktivitet, men afdelingerne vil have mulighed for at udsætte patienter, hvis det skønnes nødvendigt for at sikre ressourcer til akut aktivitet.

Hospitalet fastholder i opslaget, at aflysningerne sker som konsekvens af et ekstraordinært stort pres med mange patienter, der har infektionssygdomme som influenza A og corona.

»Det betyder, at vi har patienter, der ligger på gangene. Vi er rigtig kede af det og håber på forståelse for situationen,« skriver hospitalet.

Aflysningerne kommer, efter at Danmark lige nu ser større smitte med både corona og influenza. Statens Serum Institut (SSI) meddelte i den forgangne uge, at der i årets sidste uge var overdødelighed i Danmark.

»Der er flere luftvejsinfektioner i omløb i øjeblikket. Ud over covid-19 har vi siden efteråret haft et højt niveau af RS-virus, og også influenzasmitten har de seneste uger været stigende, særligt blandt de ældre. De ting tilsammen kan medvirke til den forhøjede dødelighed,« forklarede afdelingslæge Lasse Vestergaard fra SSI i sidste uge.

Jyllands-Posten arbejder på en kommentar fra Aalborg Universitetshospital.