Fortsæt til indhold
Indland

Kvickly lukker sin butik i Bryggen

Egentlig går det ret godt.

Salgsmæssigt går Kvickly i Bryggen fremad.

Men det er ikke nok, og andre omstændigheder har givet supermarkedet et »betydeligt« underskud. Derfor er det nu slut med Kvickly i storcentret.

»Det er med blødende hjerte, at vi må gøre det. Vi har en dyr meget husleje, og med de stigende energipriser er det ikke længere forsvarligt at drive butikken videre,« siger Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, der ikke vil løfte sløret for, hvor stort underskud butikken kører med.

Kvickly i Bryggen beskæftiger 70 medarbejdere, som Coop vil »bestræbe sig på at finde et nyt job til i Coop-familien,« som Jens Juul Nielsen siger.

Og måske kan der igen blive en plads til dem i Kvickly. For lukningen i Bryggen er ikke et farvel til Vejle.

»Inden for ét til to år vil vi åbne igen i Vejle,« siger Jens Juul Nielsen.

Varehuschef i Kvickly Bryggen Kenni Tolstrup fortæller, at han har været bekendt med beslutningen i nogle dage. Nu er han opsat på, at få lukket butikken godt ned, inden han i 2025 forventer at skulle være med i den nye Kvickly.

»Den kommer til at ligge i forbindelse med det nye projekt på Gammel Havn. Vi får en kongeplacering og direkte adgang til p-pladser.« siger Kenni Tolstrup.