Flere indbrudstyve lod brækjernet hvile i 2022
Coronanedlukning fik indbrudstal til at rasle ned i 2020 og 2021. Nu er 2022 ved at gå på hæld, og tendens med lavere indbrudstal ser ud til at fortsætte.
Endnu en jul med færre indbrud. Sådan lød den opmuntrende besked fra flere politikredse for nu cirka et år siden.
Særligt en forklaring gik igen. Coronaepidemien fik folk til at blive hjemme, hvilket gjorde indbrudstyvenes togter en del mere besværlige.
Det gjaldt ikke bare julen 2021. Indbrudstallene var raslet ned i hele 2020 og 2021, efter at den store coronanedlukning blev annonceret den 11. marts 2020.
Det store spørgsmål var, hvad der ville ske, når samfundet for alvor åbnede op igen, og folk vendte tilbage til en almindelig hverdag? Ville indbrudstyvene så også finde tilbage i deres gamle vaner?
Nu står vi her igen, midt i juletiden. Corona er ganske vist stadig en ubuden gæst i flere hjem, men samfundet er åbent, og nedlukninger, restriktioner såvel som coronakarantæner har stort set ikke været et tema i 2022.
Så meget desto mere er indbrudstallene for 2022 en interessant størrelse.
Tal, Jyllands-Posten har fået fra Rigspolitiet, viser, at der i perioden fra den 19. december til den 26. december er registreret 365 indbrudsanmeldelser i hele landet.
I samme periode i 2021 var der registreret 425 anmeldelser, mens tallet var 402 i 2020. I 2019 – inden coronapandemien – var det tilsvarende tal 818 anmeldelser.
»Et indbrud er altid et indbrud for meget, men det ser ret positivt ud indtil videre,« lyder det fra Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Koncernkommunikation. Han uddyber:
»Vi havde måske forventet, at vi ville kigge ind i en jul med indbrudstal, der gik i retning af 2019, fordi 2020 og 2021 var coronaår, hvor mange var hjemme, hvilket skabte svære betingelser for indbrudstyve.«
Christian Berthelsen siger dog, at tallene kan nå at ændre sig, fordi politiet registrerer på gerningstidspunktet og ikke på anmeldelsestidspunktet.
»Dem, der kommer hjem i dag eller i morgen, og som opdager, at de har haft indbrud juleaften, kan altså stadig præge tallene. Men jeg tror ikke på, at vi når et niveau, som vi havde i 2019,« siger han.
Husene mere sikre
Skuer man tilbage på året, der er gået, er tendensen lige så tydelig.
I de tre første kvartaler i 2022 har der ifølge tal fra Danmarks Statistik været 10.871 anmeldte indbrud i beboelser. I 2019, hvor der heller ikke var coronanedlukninger, var der tilsvarende 17.116 anmeldte indbrud.
I de to år med coronanedlukninger – 2020 og 2021 – var der i de tre første kvartaler henholdsvis 12.814 og 10.380 anmeldte indbrud i beboelser. Her hører det med til historien, at samfundet først lukkede ned i marts 2020.
Ser man på de tre første kvartaler, fortsætter indbrudstallene i 2022 med at være lave, på trods af at vi ikke har haft nedlukninger. Hvad er årsagen til det?
»Det kan skyldes flere ting. Vi er blevet bedre til at sikre os selv. Der er over de senere år generelt kommet flere låse på døre, og vinduerne er blevet sværere at brække op. Vi er nok også blevet bedre til at passe hinanden og holde øje med, hvem der bevæger sig rundt i området, ligesom indbrud er et område, som har haft politiets fokus. Det er måske også blevet sværere for tyvene at afsætte tyvegods,« siger Christian Berthelsen.
Vi har jo også set en udvikling med mere svindel på nettet. Har de kriminelle fundet nye græsgange?
»Det er ikke noget, vi har data på, så det kan jeg ikke udtale mig om,« slutter Christian Berthelsen.