Fortsæt til indhold
Indland

Cafe Kræs er gået konkurs

Efter 15 år er det slut med Café Kræs, der ikke længere kan få økonomien til at hænge sammen.

Café Kræs i Randers midtby lukker og slukker. Det ligger fast efter ejer og stifter Majken Usen Nielsen selv berettede om nyheden på Café Kræs’ officielle Facebook-profil onsdag aften.

På det sociale medie forklarer hun, at det har været en cocktail af flere forskellige ting, der ligger til grund for, at caféen nu er nødt til at lukke og slukke.

»Jeg har desværre på ingen måde været dygtig nok til at styre Kræs gennem 2 år med corona, de efterfølgende stigninger på råvarer, energi og ja en barsel, der blev planlagt, efter første omgang corona, hvor jeg naivt nok troede, at det var det, og at vi ikke skulle se ind i flere nedlukninger,« skriver hun blandt andet i opslaget.

Om en uge er det præcis 15 år siden Café Kræs for første gang slog dørene op for randrusianere og besøgende udefra. Men nu er det altså slut med at få serveret håndmadder på rugbrød eller delevenlig aftensmad i caféen. Ifølge Majken Usen Nielsen bærer hun selv en del af ansvaret for caféens skæbne.

»Jeg har gjort mit bedste, som ikke var godt nok og derfor står jeg nu efter 15 år med en personlig konkurs,« skriver hun yderligere i Facebook-opslaget, inden hun takker sine trofaste kunder for at fyldt hendes hverdage med liv og glæde.

I opslaget er der også blevet plads til en tak til personalet på Café Kræs.

»Men mest af alt vil jeg gerne takke mit personale og sige, at jeg er så ked af, at jeg ikke formåede at bevare jeres arbejdsplads, hvor I troligt er mødt op hver dag med den største tiltro til mig, TAK!«

Opslaget har i skrivende stund fået 1.100 likes og 400 kommentarer fra folk, der udtrykker deres støtte til caféen.

»Byens bedste café. Har netop været der i dag og modtaget et gavekort. Øv!« skriver en person i kommentarsporet, mens en anden skriver, at stedet var hendes favorit i byen:

»Virkelig ked af at høre! du har skabt byens absolut bedste cafe, et kæmpe tab for midtbyen. Ønsker dig og dit personale det bedste.«