Fortsæt til indhold
Indland

Ombudsmand ser på forholdene for børn i Jyderup Fængsel

Efter kritik af ventetid til lægen og manglende aktiviteter i Jyderup Fængsel varsler ombudsmand tilsynsbesøg.

/ritzau/

Folketingets Ombudsmand går nu ind i en sag om forholdene i Jyderup Fængsel.

Ombudsmanden har besluttet at gennemføre et tilsynsbesøg i fængslet for at undersøge forholdene for de indsatte kvinder og deres børn.

Det skriver Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse. Ombudsmandens opgave er at beskytte borgernes rettigheder i mødet med myndighederne.

Forholdene for børn i fængslet har i den seneste tid været omtalt i medierne.

Fængslet har fået kritik for, at forholdene for kvinderne og børnene er for dårlige - blandt andet på grund af ventetid til lægen og manglende aktiviteter.

Jyderup Fængsel blev sidste år omdannet til et rent kvindefængsel.

Så sent som i oktober var der ifølge Politiken tre børn under tre år i Jyderup Fængsel. 22. november skrev Politiken, at der var to, mens flere var på vej.

Det er organisationen Red Barnet, der har sendt en henvendelse til Ombudsmanden og gjort opmærksom på manglerne i fængslet.

Pernille Spitz, der er chef for beskyttelse mod overgreb hos Red Barnet, beskriver, at børnene kan være spærret inde i en fængselscelle i op til 23 timer i døgnet sammen med deres mødre.

Og der er ikke mulighed for kontakt til andre børn.

- Det er forhold, hvor børnene får nej til at komme ud og i daginstitution, fordi der ikke er ressourcer til at følge dem.

- Og forhold, der i det hele taget er langt under standard, og hvor der ikke bliver levet op til børns rettigheder, siger Pernille Spitz.

Ifølge pressemeddelelsen bliver det Ombudsmandens børnekontor, der gennemfører tilsynsbesøget.

Besøget er varslet og ventes at finde sted i løbet af februar 2023.

Tilsynet vil blive foretaget i samarbejde med organisationen Dignity, der er Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder.

Folketingets ombudsmand hedder i dag Niels Fenger. Hans opgave er at bidrage til, at forvaltningen handler lovligt og følger god forvaltningsskik.