To mænd er fængslet efter episode ved Brøndby Havn
En mand blev søndag fundet udsat for grov vold, og en anden kom på hospitalet med skudsår. De er fængslet.
Politiet har anholdt to mænd efter skud ved Brøndby Havn søndag aften. De to mænd er begge selv blevet såret.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der fik anmeldelsen om den mulige skudepisode søndag klokken 20.04.
Den ene af de to mænd - en 36-årig mand - blev fundet ved Brøndby Havn. Han var blevet udsat for grov vold.
Kort efter fik politiet en melding om, at den anden - en 29-årig mand - var ankommet til Hvidovre Hospital. Han var ramt af skud i ryggen.
Politiet vurderer, at der er sammenhæng mellem de to episoder.
- Vi er endnu tidligt i efterforskningen, og derfor har vi ikke mulighed for at give oplysninger om motivet for nu, men med den viden, vi har nu, vurderer vi, at dette ikke er en del af en bandekonflikt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i en pressemeddelelse.
Mandag eftermiddag blev begge mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. For den 29-åriges vedkommende skete det dog in absentia - uden at han selv var til stede - da han fortsat er indlagt på sygehuset.
Den 36-årige er sigtet for drabsforsøg og våbenbesiddelse, mens den 29-årige er sigtet for grov vold, frihedsberøvelse og våbenbesiddelse.
Begge mænd blev varetægtsfængslet i fire uger, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på Twitter. Det fremgår ikke, hvordan de to mænd stiller sig til sigtelserne, eller om de kærede afgørelsen til landsretten.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er ikke muligt at få oplyst yderligere detaljer om sagen.