Ikke flere øl, ikke flere byture og ikke flere undskyldninger: »Ville jeg have gjort det om? Næ, for det er en del af at være ung«

»Min mor fik en hjerneblødning for fem år siden. Jeg var der, da det skete. Vi var ude at spise, bare os to, i Aarhus. Hun fik det dårligt og begyndte at kaste op. Der var heldigvis mange, der hjalp, og ambulancen kom hurtigt. Jeg var ret fattet, men selvfølgelig ked af det. Der blev taget godt hånd om hende. Vores sundhedssystem virker fantastisk, alle tog sig af hende. Hun har været god til ikke at lade det fylde, selv om det er en stor del af hendes liv. Men hun er ikke slået ud af det, og hun har fundet andre ting, hun kan gå op i. Hun kan ikke længere arbejde, men hun har det okay og har næsten fuld førlighed og fungerer fint nu og er på stadion, når vi spiller.«

»Vi boede i Løgstrup, hvor jeg spillede fodbold, indtil jeg var 10 år. Jeg flyttede til Viborg, da der ikke var så mange spillere på min alder i Løgstrup. Skulle jeg spille håndbold, eller skulle jeg tage til Viborg og spille fodbold? Jeg havde en kammerat, der ville med til Viborg, og så gav det lidt sig selv. Vi havde gode forældre, der gerne ville køre os de 10 km derind.«

»Efter den første sæson kom jeg på deres elitehold i en frygtelig ung alder. Det var alt for tidligt, at det blev meget seriøst. Jeg følte, det var liv eller død, når vi skulle spille. Det er tidligt, at man skal have det sådan. Vi spillede ikke længere for sjov. Hvis jeg får børn, skal de ikke være elitespillere så tidligt. Men det er et stort spørgsmål: Skal man lade børn være børn i længere tid?«

»Jeg spillede elitefodbold i Viborg, indtil jeg fyldte 19 år. Jeg kom på efterskole i Hald Ege og derefter på katedralskolen i Viborg. I gymnasiet gik jeg i byen. Selvfølgelig. Jeg havde en periode, hvor jeg følte, jeg ikke kun var fodboldspiller. Jeg gik lige så meget op i, at vi skulle hygge os i weekenden, som at jeg skulle spille kamp. Jeg kunne ikke finde på at tage i byen dagen før en kamp, sådan er jeg ikke. Opstod muligheden, tog jeg afsted.«

»Jeg er vildt taknemmelig«

»Da jeg ikke fik kontrakt i Viborg, kom jeg til Skive, der var rykket ned i 2. division. Vi kom hurtigt tilbage i 1. division. Jeg var der i tre og et halvt år. Mine venner flyttede til Aarhus for at studere. Dem boede jeg sammen med i fem år, to gode venner. Vi hyggede os virkelig.«

»Mens jeg spillede fodbold i Skive, arbejdede jeg som smed i Viborg. Jeg var sammen med mennesker, der måske ikke altid syntes, at deres arbejde var det fedeste i verden. De skulle tjene nogle penge. Det er andre typer end her, hvor folk udlever deres drømme. På en almindelig arbejdsplads møder du folk, der er pissetrætte mandag morgen, sure på chefen eller konen og nogle gange trætte af, hvordan deres liv ser ud. Men det er fantastiske mennesker. Jeg er vildt taknemmelig for, at jeg har haft sådan et arbejde i halvandet år.«

»Jeg boede i Aarhus, stod op halv seks, kørte på arbejde i Viborg, tog derefter til Skive for at træne og kørte hjem om aftenen. Jeg skulle tjene lidt penge, for jeg fik ikke ret meget for at spille fodbold i Skive. Min første kontrakt var lommepenge, det var mindre end SU. Jeg var nødt til at arbejde, og det var fedt at mærke, at det kunne jeg: knokle hårdt og sige: ”Fuck det pis, nu arbejder jeg bare”.«

»Da jeg gik fra deltid i Skive til fuldtidsspiller i AC Horsens, følte jeg det var vanvittigt, selv om det ikke var en voldsom stor løn, jeg fik. Jeg ved, hvad en smed får i løn. Jeg fik selv 120 kr. i timen. Jeg har prøvet lidt af hvert, men jeg har aldrig haft et bedre liv, end jeg har nu. Den følelse, jeg får om søndagen i kampene, kan jeg ikke finde andre steder. Det er virkelig gået op for mig, hvor fedt det er at spille. For mig er alt nyt. Jeg har ikke spillet ret mange kampe i Superligaen og foran så mange tilskuere. Jeg tager det ind, som om jeg er 18 år.«

»Selvfølgelig ville jeg gerne være fodboldspiller. Jeg ville ikke give op, jeg ville forsøge at komme til at leve af at spille fodbold. I perioder var det langt væk, men så havde jeg undskyldninger for, at det ikke lykkedes. ”Det er fordi, jeg arbejder for meget eller går for meget ud,” sagde jeg til mig selv. Det er nemt at give sig selv en undskyldning frem for bare at arbejde hårdt på at få det til at lykkes. Det har jeg lært, ikke at have undskyldninger for mig selv.«

»I forhold til mange af mine holdkammerater har jeg prøvet meget. Jeg tog på roadtrip i USA i fem-seks uger med nogle kammerater efter gymnasiet. Det var en klassetur, men det var ikke meget, jeg tænkte på at holde mig i form. Vi hyggede os. I forhold til min fodboldkarriere var det ikke det bedste at gøre. Ville jeg have gjort det om? Næ, for det er en del af at være ung.«

»På turen til USA havde jeg ikke været så meget på løbebånd. Jeg havde inden ferien fået at vide af min klub i Skive, at jeg skulle komme tilbage i god form, men jeg tog temmelig meget på. Det skammede jeg mig lidt over. Jeg havde ikke levet op til hverken mine egne eller deres forventninger. Det er pinligt at skuffe folk på den facon. Jeg kom lige så stille i gang med at blive mere seriøs. Da vi rykkede op i 1. division, sagde jeg til mig selv, at nu skulle jeg gribe chancen.«

»Pludselig havde jeg ikke flere penge. Det ramte mig sindssygt hårdt. Forsikringen på bilen kunne jeg ikke betale. Jeg havde brugt mine penge i USA og på alt muligt pis. For satan, jeg var langt nede. Jeg ville gerne klare mig selv, og det var et hårdt slag, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg var nødt til at gøre noget, virkelig prøve at starte forfra på en måde. Jeg skulle revurdere, hvad det det egentlig var, jeg lavede. En aften ringede jeg til mine forældre og sagde, at jeg ikke kunne mere. Jeg havde været ked af det i lang tid. De prøvede at hjælpe. Problemet var ikke stort, for det handlede ikke om mange penge. I mit hoved var det blæst op, fordi jeg havde gået med det længe. Jeg fandt ud af, at jeg skulle tage ansvar for mig selv. Jeg var 21 år, nu skulle jeg vare på mit eget liv. Jeg skulle tage mig selv seriøst, i stedet for at være en undskyldning for mig selv. Jeg begyndte at træne mere, forsøgte at udvikle mig selv for at prøve at vende det. Så det ikke kun handlede om, hvad vi skulle lave efter kampen, men hvad vi skulle lave på fodboldbanen.«

»Jeg skal holde mig skarp«

»Jeg har aldrig set vægten som et stort problem. Jeg har altid spist sundt og godt, men jeg har nok drukket alt for mange øl og spist for store mængder mad samtidig med, at jeg lavede for lidt. Jeg er meget enten-eller. Jeg kan sagtens undvære at drikke en øl nu, selv om jeg godt kan savne at få en pilsner efter en kamp. For jeg skal holde mig skarp. I en vinterpause, mens jeg spillede i Skive, tog jeg på surferferie på Sri Lanka. Det er sindssygt hårdt at surfe, og kiloene raslede af mig. Jeg fandt ud af, hvor meget bedre jeg kunne få det.«

»Et halvt år efter, jeg havde været helt nede, skrev jeg kontrakt med AC Horsens. Nu kan jeg se, at jeg måske troede, at jeg havde nået mit mål, fordi jeg kunne leve af at spille fodbold. Jeg var i princippet superligaspiller. Men det var jeg ikke. For jeg spillede ikke. Jeg blev måske skiftet ind 10 gange på halvandet år. Jeg var ikke i nærheden af noget som helst.«

»Jeg fik en fodskade og var ude i et halvt år. I nuet er jeg nok ikke det mest reflekterede menneske. Jeg fik en ny nedtur, kan jeg se nu. Det var nok kommet for nemt til mig. Måske handlede det ganske enkelt om, at jeg ikke var god nok på det tidspunkt. Efter min skade talte vi om, hvorvidt jeg skulle skifte klub. AC Horsens havde nok ikke de store planer med mig, tænkte jeg. Men jeg blev. Sidste år skulle jeg arbejde mig ind på holdet, og vi skulle kæmpe om at rykke op i Superligaen. Det var fantastisk, kampene, da det spidsede til. Jeg kunne dybt inde i mig selv mærke, hvor meget det betyder. Bagefter kan man godt stå med en lidt tom følelse. Hvad så nu? Processen er intet uden resultatet. Det er fedt at opnå sit mål, men det bedste er vejen derhen. Jeg nyder at spille, for jeg har drømt om at spille hver weekend i Superligaen.«

»Det har givet mig ro«

»Lige nu er det sådan, at unge mennesker hurtigt skal gøre deres uddannelse færdig og skal ud og have styr på alt, når de er 25 år. Der må godt være tid til, at man prøver sig selv en lille smule af og nyder, at man ikke har en plan. Nogle gange er alt i spil. Det har det været for mig. Men nu er det skønt at være landet. Det har givet mig ro, for jeg lever min ultimative drøm ud. Det betyder ikke, at jeg slapper af, for jeg vil blive ved med det og måske prøve mig selv af et bedre sted.«

»Det har aldrig strejfet mig at stoppe med at spille fodbold. En af mine bedste egenskaber er, at jeg ikke giver op. Jeg prøver til det sidste – jeg er optimist. Hvis vi er bagud 0-3, tror jeg på, at vi kan vende det. Jeg er svær at slå ud. Jeg har prøvet lidt af hvert, men jeg har aldrig haft et bedre liv, end jeg har nu. Jeg har taget mange dårlige beslutninger i forhold til fodbold, men i forhold til at blive voksen, har jeg taget mange gode.«