På tre dage er 28 personer blevet anholdt på Christiania
Politiet har haft aktioner på Christiania. En anholdt gemte hash i underbukser og forsøgte at undløbe.
Politibetjente har de seneste dage haft travlt med at lægge mistænkte i håndjern på Christiania.
28 anholdelser på tre dage er det blevet til.
- Ved målrettede aktioner rettet mod den organiserede hashhandel i Pusher Street på Christiania har vi i løbet af lørdag, søndag og mandag anholdt 28 personer, hvoraf ni er blevet varetægtsfængslet, skriver Københavns Politi tirsdag på Twitter.
De anholdte er i alderen 16 til 55 år.
Den ene er en 35-årig mand, som mandag ved middagstid blev fundet i besiddelse af 74 gram hash, 25,56 gram skunk, otte store joints og tre almindelige joints.
Politiet havde forinden observeret boden, som det kalder hashbod 42, og set den anholdte og en anden mand på sælgersiden i boden. Politiet så også en overlevering, som det mener, var en hashhandel.
Den 35-årige blev tirsdag stillet for en dommer i Københavns Byret, som besluttede, at han skulle varetægtsfængsles i foreløbigt 20 dage.
Forinden erkendte manden og forklarede, at han hjalp en ung mand i hashboden. Da politiet kom, tog han hashen, stoppede det i underbukserne og forsøgte at undløbe. Men han blev anholdt.
Københavns Byret varetægtsfængslede tirsdag også en 25-årig mand i 20 dage.
Han sigtes for mandag aften at have været i besiddelse af 41,9 gram hash, 15,1 gram skunk og fire joints. Han skal også haft 9,84 gram hash og medvirket til at sælge det til flere købere for 492 kroner.
Den unge mand nægtede sig skyldig og forklarede, at han på et tidspunkt var inde i en hashbod på sælgersiden for at få opladet sin mobiltelefon. Da politiet kom, løb alle fra boderne.
Det gjorde den 25-årige også, men da han kort efter konstaterede, at han ikke havde mobilen, gik han tilbage til boden og blev anholdt, lød hans forklaring.
Han er i øvrigt sigtet for et tidligere tilfælde af hashsalg, hvilket han erkender.
Tirsdag blev to andre også fremstillet i Københavns Byret i Christiania-sager. Men her endte det med løsladelse.
Der er tale om en 54-årig mand og en 47-årig mand. De sigtes begge for at have ageret vagter for hashboderne, men nægter sig skyldige.