»Det bliver ikke min sidste frokost på Remouladen, men bedre held næste gang«
JP Vejles madanmelder holdt sig for fin til at simulere en skaldyrsallergi i et pinligt intermezzo i forbindelse med bestillingen af maden.
Morten Hohn er en af JP Vejles to faste madanmeldere med rødder i byen. Vi fandt Mortens erfarne smagsløg, da vi i begyndelsen af året søgte efter velskrivende madelskere blandt jer læsere. Vi modtog rigtig mange ansøgninger og endte med Morten Hohn og medanmelder Hanne Gasbjerg Hjulmand, som med jævne mellemrum byder ind med deres kulinariske erfaringer og guider jer gennem Vejles mange smagsoplevelser.
God fornøjelse, Flemming Linnebjerg, lokalredaktør, JP Vejle.
Restaurant Remouladen ligger velplaceret med udsigt mod Vejle Lystbådehavn i den ikoniske og arkitektbelønnede sorte bygning.
For nogle måske en bastant mastodont, men for Vejle Kommune var tankerne i sin tid at skabe et rum, der opfordrer til mødet mellem mennesker – mellem sejlerne, byens maritime klubber, Remouladens gæster og de øvrige vejlensere og turister, der kommer på havnen.
Den sorte farve og de skarpe linjer er en kontrast til det glitrende hav samt bådene og bølgernes bløde bevægelser.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at dette ikke er mit første besøg på restauranten i vandkanten. Jeg har spist mange frokoster her. Jeg kan også afsløre, at jeg netop af den grund, glæder mig til dagens frokost.
Omvendt er jeg bekymret. Flere har nævnt, at niveauet er nedadgående.