Tørken har stadig greb i tre kontinenter på den nordlige halvkugle
Der er tørkevarsel for næsten halvdelen af Europa. Horisonten er tørke gennem de næste par måneder.
Der mangler vand. Både i luften og i jorden.
På tærsklen til efteråret står den nordlige halvkugle stadig overfor voldsomme udfordringer ift. den tørke, der har præget størstedelen af sommeren.
Fra Kina, der lige nu oplever voldsom tørke og en hedebølge, der har varet måneder, til USA, som stadig kæmper med skovbrande og sandstorme, er manglen på vand en kombination af høje temperaturer og meget lidt nedbør.
I Europa har tørken stadig et fast greb i syd, og vandstanden står på sit laveste i mange floder og søer. Grundvandet er også mange steder foruroligende lavt.
Flere private har dokumenteret tørken på sociale medier. Her er det et billede fra Siegerland i Tyskland for en måned siden og i fredags:
»Det er noget bemærkelsesværdigt ved tørken og de tre markante hedebølger, som naturen har manifesteret i Kina, USA og Europa,« siger meteorolog og klimaformidler Jeper Theilgaard.
Tørken ligger i tråd med forventningen om, at vejret vil blive værre i takt med klimaforandringerne, men den nuværende tørke er måske en smule voldsommere end forventet, tilføjer han.
EDO, European Droght Observatory, der holder øje med situationen, har for nylig udgivet en rapport, som peger på at de tørre forhold i Europa, der allerede begyndte i vinter, formentlig vil fortsætte et par måneder endnu.
Konsekvenserne har allerede vist sig i form af svedne afgrøder på europæiske marker, der er bukket under for mangel på vand. De mest påvirkede har været korn, majs, sojabønner og solsikker. Underskud i nedbør har påvirket flodudmundinger overalt i Europa.
Nu lyder en opråb fra EDO ift. energisektoren. Mange steder har man oplagret vand til brug for vandkraftproduktion og til kølesystemer i kraftværker, men også her oplever man, at vandmængden er reduceret.
EDO kalder situationen for alvorlig og har sendt et varsel ud, om at forholdene i det sydvestlige Europa vil blive ved at opleve tørke indtil november.
Ifølge det seneste kort fra EDO’s tørkeindikator er der advarsel for tørke på 43 pct. af EU’s landarealer og alarmtilstand for 21 pct.