Fortsæt til indhold
Indland

Har rødder tilbage til 1783: Børsnoteret milliardfirma har valgt Bettina Antitsch Mortensen ind i bestyrelsen

Den børsnoterede malerkæmpe Flügger har valgt Bettina Antitsch Mortensen ind i bestyrelsen.

De seneste år nåede den afdøde entreprenør Michael Antitsch Mortensen, som bl.a. var med til at grundlægge Casa og Huscompagniet, at investere stort i den ældgamle malerkæmpe Flügger.

Det gjorde han igennem Horsens-firmaet M+ Invest A/S, som i dag ejer hele 28,2 pct. af det børsnoterede selskab, der har rødder helt tilbage til 1783.

Frem til sin død tidligere i år sad han som formand for Flüggers bestyrelse, som han også i flere år var en del af.

Nu bliver hans enke, erhvervskvinden Bettina Antitsch Mortensen, selv en del af bestyrelsen i Flügger.

Det fremgår af en børsmeddelelse fra selskabet, der omsætter for cirka 2,5 mia. kr. om året.

Bettina Antitsch Mortensen satte sit eget advokatfirma på standby, efter at hendes mand pludselig døde tidligere i år efter et hjertestop. Hun har siden overtaget en lang række bestyrelsesposter.

I Flügger er hun valgt ind som menigt medlem sammen med Kim Balle, mens Jimmi Mortensen, der efter Michael Mortensens død tog over som konstituereret formand, bliver næstformand.

Den nye formand bliver Peter Korsholm, der tidligere har været partner i EQT.

Flügger var oprindeligt familieejet, men er i dag børsnoteret. Schnack-familien ejer dog fortsat en stor del af firmaet med Ulf og Sune Schnack som hovedaktionærer.

Sidstnævnte er i dag adm. direktør og tog over sidste år efter sin far, Ulf Schack, der selv i 1970 overtog ledelsen i firmaet efter sin egen far.

Flügger har i dag 372 butikker i Norden, Østeuropa og Kina.