Fortsæt til indhold
Indland

For lærer Tine Meldgaard er Chromebooks svære at undvære

En afgørelse fra Datatilsynet har fået Helsingør Kommune til midlertidigt at stoppe brugen af Chromebooks i folkeskolen. Det bekymrer andre kommuner, der føler sig på bar bund.

»Bitte sitzen

Tine Meldgaard træder ind gennem en grøn dør til et klasselokale på Molsskolen i Knebel på Syddjurs, hvor hun, sammen med en kollega, skal undervise 25 9. klasseselever i tysk.

Temaet denne tirsdag eftermiddag er ”Ferie og rejser”, men hverken “Ferie” eller “rejser” er skrevet med hvidt kridt på en mørkegrøn tavle. Tavlen er erstattet af et hvidt lærred; kridtet af et blåt skær fra en projektor.

Frem for lærebøger og fagmapper er det i stedet en Chromebook eller computer, der indeholder dagens undervisningsplan, og på den måde ligner denne tysklektion enhver anden i 2022.