- Opdateret 03/07/2022 kl. 22:34
Alle hospitaler i Region Hovedstaden er i akutberedskab: Vi har travlt efter skyderi i Field's
Alle hospitaler i Region Hovedstaden er i akutberedskab efter skyderi i Field's.
»Vi har haft rigtig travlt med vores akutberedskab på grund af det, der er sket ude i Field’s. Vi har fået mange henvendelser,« siger pressechef hos Region Hovedstaden, Annette Precht-Sparre, til Jyllands-Posten.
Da der kom meldinger om et skyderi i Field’s på Amager i København, opjusterede Region Hovedstaden sit beredskab til en krisesituation.
»Vi tog alle forbehold og kaldte 500 ekstra ind til vores fem akuthospitaler. Nogle indkaldte vil vi sandsynligvis bede om at tage hjem igen,« siger hun og tilføjer:
»Hvis man som borger vurderer, at den skade eller sygdom man har ikke er akut, så vil vi bede om at vente, så hjælper man beredskabet,« siger hun.
»Vi har også fået henvendelser fra folk, der har været i Field’s, og er i chok eller har fået småskrammer. Dem vil vi bede om at ringe 1813, så vi kan aflaste 112,« siger hun.
En 22-årig er anholdt, efter politiet omkring kl. 17.30, blev kaldt ud til et skyderi i Field’s. Flere er ifølge Københavns Politi blevet dræbt under skyderiet.
Motivet er endnu ukendt.
Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, skriver på Twitter, at kommunens kriseberedskab er indkaldt.
»Forfærdelige meldinger om skyderi i Fields. Vi ved endnu ikke med sikkerhed hvor mange, der er sårede eller døde, men det er meget alvorligt.«
»Kriseberedskabet i Københavns Kommune er indkaldt. Vi er klar til at hjælpe, hvis Københavns Politi efterspørger det,« skriver hun.
Københavns Kommunes beredskab til krisesituationer skal sikre, at kommunens funktioner kan fungere i uventede situationer.