Skød mod par i bil: 45-årig dømt for drabsforsøg
To gange blev en 34-årig mand sidste år beskudt. Politiet mener, at jalousi er motivet til begge skyderier.
Om eftermiddagen den 6. april sidste år bragede skuddene løs i villakvarteret ved Bækkelunden i Brøndby Strand.
Målet for skuddene var tilsyneladende en 34-årig mand, der sad sammen med en 38-årig kvinde i en bil, som holdt i en indkørsel. Manden blev ramt af et strejfskud i siden, mens kvinden slap uskadt.
Mandag er en 45-årig mand ved Retten i Glostrup blevet idømt otte års fængsel for drabsforsøg.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Allerede kort efter skyderiet blev den nu dømte mand anholdt, da han kom gående i området. Han var i besiddelse af en pistol og to magasiner.
Tilsyneladende var der tale om et nøje planlagt forsøg på at dræbe den 34-årige mand.
- Gerningsmanden havde i forvejen placeret en GPS-tracker på forurettedes bil, drabsforsøget forgik med pistol, gerningsmanden var maskeret og det skete i en indkørsel tæt på offentligt område. Det er alle ting, der er skærpende og i det lys skal man se straffen, udtaler anklager Mads Strandberg Pedersen i pressemeddelelsen.
Skyderiet den 6. april sidste år var ikke første gang, nogen forsøgte at dræbe den 34-årige mand. Et par måneder tidligere blev der også skudt mod ham.
Her mener politiet og anklagemyndigheden, at det var en 35-årig mand, der stræbte ham efter livet. Han er også tiltalt for drabsforsøg, når sagen mod ham i næste måned kommer for retten.
Ifølge politiet hænger de to skyderier sammen og motivet skulle være jalousi.
Da den 45-årige sidste år blev fremstillet i grundlovsforhør, erkendte han, at han havde skudt, men han nægtede at der var tale om drabsforsøg.
Han overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/