Knud Foldschack – fra en omtumlet barndom til en idealistisk frontkæmper
70 år: Advokaten Knud Foldschack går ikke ind i en sag, han ikke er personligt berørt af. Senest har han især været synlig i sagen om børnene i Syrien.
Den seneste tid har advokaten Knud Foldschack været dybt engageret i at få danske børn og deres mødre, som opholder sig i kurdisk kontrollerede fangelejr i Syrien, tilbage til Danmark.
Advokaten, som i Politiken har fortalt om, hvordan han som dreng på kostskole lærte at sno sig i et hårdt system for til sidst at vende sig mod et system, hvor de store elever afstraffede de små, er i sit voksenliv også blevet kendt for sin iver og juridiske kampe, mod det han forstår som uretfærdighed.
“Retfærdighedens paragraf-rytter“, lød overskriften engang i en udgave af Ud & Se, og Knud den Retfærdige er han også blevet døbt i Berlingske.
Andre anser ham for kontroversiel, og Foldschack er da heller ikke bange for at stikke snuden frem i den politiske debat, som da han f.eks. i Jyllands-Posten – med udgangspunkt i debatten om børnene og mødrene i Syrien – udlagde sin bekymring over, at politikerne i stigende grad blander sig i domstolenes arbejde.
Forsvarer for de svage
Tøjstilen og frisuren er ofte mere laissez faire end resten af advokatstanden og arbejdsopgaverne mere idealistiske.
»Jeg kan ikke gå ind i en sag, som jeg ikke er personligt berørt af, og hvor jeg ikke føler sympati,« lød det f.eks. fra Knud Foldschack i forbindelse med, han i 2021 udkom med bogen ”Med god ret”, hvori han beskriver sine vigtigste sager.
52 pct. af mig er Knud, men 48 pct. af mig er den taktiske og snu fidusmager Carlo, som har lært at være sådan igennem min opvækstKnud Foldschack, om sin omtumlede opvækst
Et gennemgående træk i hans mest markante sager er ofte, at myndighederne sidder på den modsatte side af bordet, mens han repræsenterer de skæve eksistenser på kanten af samfundet.
Han var advokat for de unge mennesker i Ungdomshuset på Jagtvej 69 og christianitterne.
Sammen med journalisten Natascha Rée Mikkelsen stiftede Knud Foldschack i september 2020 foreningen Repatriate The Children, hvis erklærede mål er at få de kvinder og børn, som opholder sig i Syrien til Danmark.
Det var en sejr for dem, da regeringen i foråret 2020 besluttede at tilbyde evakuering af 19 børn og tre mødre med dansk statsborgerskab fra lejrene i det nordøstlige Syrien.
»Jeg har vundet mange retssager, jeg har oplevet mange bevægende ting, men jeg har aldrig, aldrig oplevet noget så rørende som dette. Det er ubeskriveligt,« fortalte Foldschack efterfølgende til Berlingske.
Knud Foldschack levede som barn en omtumlet tilværelse på børnehjem, i plejefamilier og kostskoler. Han har i Euroman beskrevet sig selv om et uønsket barn, som blev sendt på »spædbørnsplejehem«, og som med tiden lærte at løbe fra en røvfuld.
I Politiken har han forklaret, at han levede i sin egen lille verden og sugede til sig af alle de oplevelser, han fik.
»Jeg fik den mest fantastiske uddannelse i at være fiffig. 52 pct. af mig er Knud, men 48 pct. af mig er den taktiske og snu fidusmager Carlo, som har lært at være sådan igennem min opvækst,« fortalte Knud Foldschack, som oprindeligt hed Carlo til mellemnavn.
Skal føle sympati i sager
Fra barndommen har han især fremhævet Søster Helene fra Sankt Lukas Børnehjemmet i Hellerup som en helt afgørende livline, og det var hende, som fik ham til at tage en hf-eksamen.
Det endte også med en juraeksamen, selv om han havde foretrukket pædagogseminariet. Det tillod karaktererne dog ikke, hvorfor det i stedet blev jura, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning.
I dag fortsætter hans kamp for at få de sidste fem børn i Syrien til Danmark.
Til Jyllands-Posten har Knud Foldschack kaldt dem »uskyldige, danske børn«, som er blevet tabere i et »utilstedeligt politisk spil.«
Knud Foldschack sidder også i et væld af bestyrelser – bl.a. i Øllingegaard Mejeri og hos Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK).